The Undercard – uge 18-19

Nyheder fra hele verden i uge 18 og 19.

I Las Vegas fik Saul “Canelo” Alvarez (nu 57-2-2) en bokselektion af WBA-verdensmesteren i letsværvægt, Dmitrii Bivol (nu 20-0) fra Kirgisistan. De tre sidedommere, Tim Cheatham, Dave Moretti og Steve Weisfeld, scorede identiske 115-113, men Bivols sejr så en hel del klarere ud. Bivol boksede disciplineret og effektivt med kombinationer, på fra kontraen og i egne angreb, og Canelo virkede træt mod slutningen. Her er highlights;

WBA/WBC/IBF-mesteren i letmellemvægt, Jermell Charlo (34-1-1) fra USA fik sat tingene på plads, da han stoppede WBO-mester Brian Castano (nu 17-1-2) fra Argentina i en rematch. Den første kamo endte uafgjort, men denne gang havde Charlo fat i den lange ende – selv om Castano nok reelt var bedre med, end hvad sidedommernes sedler viste.

Castano prøvede at presse i en underholdende kamp, men da han var begyndt at blive træt, afgjorde Charlo sagen i 10. omgang. Et venstre hook til hovedet sendte Castano til tælling, og endnu et venstre hook, denne gang til kroppen, kom han ikke op fra. Kampleder Jerry Cantu vinkede kampen af efter 2:33 af omgangen. Her er highlights:

Diverse nyt
Frank Warren og Queensbury Promotions har forlænget deres britiske tv-aftale med BT Sports for tre år. Der gik på et tidspunkt rygter om, at DAZN ville købe BT Sport, og at det ville spænde ben for Warren. Men det er altså ikke sket.

Apropos Warren, så er der tilsyneladende lidt af et taktisk spil i gang mellem ham og Don King, om Trevor Bryans forsvar af WBAs “almindelige” VM-titel i sværvægt, mod Daniel Dubois. King, promoter for Bryan, vandt jo purseofferet over Warren, promoter, Dubois, med et kæmpebud på 3 mio dollars.

Don King har også offentliggjort dato og sted for kampen, den 11. juni i Miami. Alligevel håner King offentligt Warren med, at der ikke er kontrakt på kampen. Warren har ikke ladet sig tirre, men agerer stadig koldblodigt som om, at kampen er på plads og alt er ok. Ifølge WBAs regler skulle KIng have afleveret en underskrevet kontrakt allerede i april. I stedet er han gået i retten med et krav om, at pursesplit skal ændres fra de 55-45, der er fastlagt. Her taler Dubois om kampen:

Og endnu en Warren: Amerikanske Demetrius Andrade trak sig fra en planlagt WBO Interim titelkamp i supermellemvægt mod engelske Zach Parker, med en skade som begrundelse. Det reagerer WBO nu på ved at trække deres sanktionering tilbage, og betale depositummet tilbage til Parkers promoter, Frank Warren, der havde vundet purseofferet.

Britisk boksning har nu på kort tid sagt farvel til to navne, der har præget scenen i en lang årrække. Både Kell Brook og Amir Khan har meddelt, at de trækker sig tilbage. Brook stopper med en rekordliste på 40-3, og Khan på 34-6. De to mødte hinanden i deres sidste kamp, som Brook vandt.  Chris Eubank Jr. er mindre en tilfreds med Brook’s beslutning, for han havde håbet på en kamp mod Brook, og han skælder ud her:

WBO har titlen fra deres hidtidige verdensmester  i bantamvægt, Johnriel Casimero fra Philippinerne, efter at titelforsvar mod engelske Paul Butler blev aflyst flere gange. Butler er nu gjort til verdensmester ved skrivebordet, efter at han slog substitutten Jonas Sulton i en kamp om Interim titlen. Den kamp taler Butler om her:

Kommende kampe
WBC/IBF-mester Artur Beterbiev (17-0), fra Rusland med bosat i Canada, og WBO-mester Joe Smith Jr. (28-3) fra USA skal bokse unification i letsværvægt den 18. juni i New York. Beterbiev er begyndt træningen:

Puertoricaneren Jonathan Gonzalez (25-3-1) skal forsvare sin nyvundne WBO VM-titel i letfluevægt mod philippinske Mark Barriga (11-1). Kampen bokses den 24. juni i Kissimee, Florida.

De kommende tre uger
Fredag i Bilbao, Spanien, mødes den spanske veteran Angel Moreno (21-4-3) og landsmanden Jairo Noriega (11-0) i en kamp om det ledige EBU EM-bælte i fluevægt.

Derfra skal vi frem til lørdag den 28. maj, før der er dobbelt WBA VM-stævne i Brooklyn, New York. Gervonta Davis (26-0) fra USA forsvarer den “almindelige” VM-titel i letvægt mod landsmanden Rolly Romero (14-0), mens cubanske Erislandy Lara (28-3-3) i mellemvægt sætter sin “almindelige” VM-titel på højkant mod Gary O’Sullivan (31-4) fra Irland. Her er et interview med Romero:

Lørdag den 4. juni skal japaneren Kenichi Ogawa (26-1-1) til Cardiff i Wales, hvor han skal forsvare IBF VM-bæltet i superfjervægt mod den walisiske lokalhelt Joe Cordina (14.0). På samme stævne skal den kirgisisk-fødte belgier Faroukh Kourbanov (19-3) forsvare EBUs EM-bælte i superfjervægt mod Zelfa Barrett (27-1) fra England. Her er et interview med Barrett:

Samme dag, i Minneapolis, USA, forsvarer Stephen Fulton (20-0) fra USA WBCs pg WBOs VM.titler i superbantamvægt mod Daniel Roman (28-3-1) fra USA. Og på samme stævne skal den cubanske David Morrell (6-0) forsvare WBAs “almindelige” VM-titel i supermellemvægt mod amerikanske Kalvin Henderson (15-1-1), der på forunderlig vis har fundet vej til WBAs rangliste. Her er klip fra Romans træning:

Endelig, søndag den 5. juni, går australske George Kambosos (20-0) i ringen i Melbourne, Australien, for at forsvare WBA Super/WBC Franchise/IBF/WBO VM-bælterne i letvægt mod Devin Haney ((27-0) fra USA, der er WBC “almindelig” mester. Her er uddrag fra pressekonferencen, der annoncerede kampen:

Kommentarer