OL-boksning uden AIBA ?

I lang tid har det været et åbent spørgsmål, om boksningen kommer på programmet ved OL i 2020, fordi den internationale olympiske organisation, IOC, ikke har været begejstret for ledelse og udviklingen i amatørernes verdensforbund, AIBA. Økonomi, korruption og andre ting har været temaer.

Nu melder IOCs præsident, Thomas Bach, at IOC er klar til at sætte boksningen på programmet – men måske uden AIBAs involvering.

“At arrangere en sportsturnering er ikke raketvidenskab. Så jeg tror, at vi i sidste ende vil klare det. Det er en universel sport, så vi vil gerne have boksning på programmet. Hvis det skulle komme dertil, så vil vi gøre en indsats for at arrangere turningen,” sagde Thomas Bach ifølge Boxingscene forleden på et møde i Australien.

AIBA-lederen Tom Virgets har taget Bachs udtalelser ilde op. Han mener, at Bach undervurderer den opgave, det er at arrangere kvalifikation og turnering. Samtidig opfordrer han til den dialog mellem IOC og AIBA, der i et stykke tid har været nærmest ikke-eksisterende.

IOC har iværksat en undersøgelse, og resultaterne af den skal præsenteres internt hos IOC den 22. maj. Det kan føre til, at IOC på en konference den 24. til 26. juni vælger ikke længere at anerkende AIBA som boksningens repræsentant – og i den periode har AIBA forbud mod at kontakte IOC-staben.

“Hvis IOC vil tale med mig, så kan vi finde en win-win løsning, hvis det virkelig er det, vi vil. Og jeg mener, at det er den eneste måde at løse dette, fordi lige nu stoler IOC ikke på AIBA, og vi stoler ikke på, hvad de gør,” siger Virgets ifølge Boxingscene.

Ikke mindst AIBAs præsident i en kort periode, Gafur Rakhimov fra Uzbekistan, var en torn i øjet på IOC. Han trak sig derfor, og Mohamed Moustahsane fra Marokko er midlertidig præsident.

Rygter har talt om, at profforbundet WBA kunne komme ind i billedet som arrangør af en olympisk bokseturnering. I efteråret åbnede WBA et kontor i Lausanne i Schweiz, hvor IOCs hovedkontor ligger – med henblik på et samarbejde med IOC.

Kilde: Boxingscene
Kommentarer