THE AFTERMATH: Hatten passede i Korsør

926. Sådan hed det officielle tilskuertal I Storebæltshallen. Der var plads til omkring 1.200, så hatten passede en del bedre til hovedet end Arena Næstved til de godt 1.000 tilskuere, der var der for et par måneder siden. Og tilskuerne i Korsør blev egentlig ganske godt underholdt af en blandet pose bolcher af mestendels passende matchninger

Så mon ikke, at ”boxing is back in Korsør” bliver mere end en éngangsforestilling…også selv om det ene af de to lokale hovednavne led et skuffende nederlag. Det nederlag rummer én af stævnets historier: At de tre moldoviske modstandere, der var hentet op, var noget bedre, end deres negative rekordlister indikerede. Og det bidrog til et sportsligt interessant stævne, selv om det var det, englænderne kalder et ”small-hall” stævne.

El Ahmads modne præstation
Skolelæreren Ahmad El Ahmad (nu 3-0) var hjemmebanehelten. Hans arbejdsplads, Baggesenskolen, ligger lige ved siden af Storebæltshallen, og det kunne mærkes på opbakningen. Han havde fået en ganske rutineret og smart modstander i den 37-årige venezuelaner Jean Carlos Hernandez (nu 9-9-1).

El Ahmad kunne aldrig slappe helt af, for Hernandez var farlig gennem hele kampen. Men han disponerede kræfterne klogt og modent i hans første 6-omganges kamp, fint vekslende mellem defensive perioder med brug af benarbejde og rækkevidde, og offensive momenter, hvor han lagde pres på. Alle omgange var danske, og Ahmad El Ahmad er et skridt videre.

Kots mareridtsaften
Den anden profbokser fra den lokale Korsørklub, Emil Kot (nu 3-1), fik til gengæld en aften, han næppe vil se tilbage på med glæde. Han skulle tilbage på sporet efter den forcerede 8-omganges matchning og benhårde kamp mod Luca De Loreto.

Men måske Loreto-kampen sad i ham? Der skete i hvert fald et eller andet mentalt, der gjorde, at Kot slet ikke boksede det, talentet berettiger til, og det blev til et overraskende, men klart nederlag. Efter en fornuftig 1. omgang med udmærket afstandsboksning, begyndte det undervejs i 2. omgang at gå galt. Boksningen faldt fra hinanden, og han kom i slagsmål med moldoveren Andrei Sanjura (nu 2-4).

Det slap Kot ikke godt fra, da han stivnede og undervej blev mere og mere rådvild og modløs. Råb fra ringhjørnet om at gå tæt virkede heller ikke som noget godt råd. Kot havde ellers trænet hårdt, og der blev talt om overtræning. Men fra min plads så det det mere ud som om, at det var inde i hovedet, det gik galt – måske en reaktion på den forcerede matchning i hans forrige kamp.

”Man skal rejse sig ved det træ, hvor man faldt”, mener nogen. Jeg tror, at lige præcis det kan være en dårlig idé for Kot i denne situation. For det handler ikke bare om et tilfældigt KO-nederlag. Han har brug at træde endnu et skridt tilbage, og så bygge mere roligt op igen, hvis stumperne skal samles. Kot er kun 24 år, og han har jo talent og evner.

Det kan måske blive en svendeprøve for hans ret nye promoter, i den tålmodighedskunst det er at bygge en professionel bokser op.

Vinther’s fysik
Thomas Vinther er en høj mand. Og hans lange rækkevidde og habile bokseteknik gør ham til en besværlig modstander. Det viste han blandt andet for nogen år siden, da han med kun få kampe på bogen udboksede Mathias Hansen i en kamp, der skulle have været et afsæt for Hansens profkarriere.

I Vinthers profdebut lørdag viste han dog noget mere. I hans lange kamppause de sidste par år er der åbenbart bygget noget fysik på den høje statur, og selv om Vinther måske aldrig bliver en udpræget Mike Tyson, så var der ikke bare variation, men også tyngde i slagene.

Tjekkiske Michal Konecny (nu 0-3) var måske ikke nogen skræmmende modstander, men han prøvede dog at holde sig på benene. Tjekken måtte en tur ned for en fin kombination i 1. omgang, men først og fremmest var det den konstante kanonade af et stort repertoire af slag, der i 2. omgang fik håndklædet til at ryge ind på et tidspunkt, hvor kamplederen nok allerede burde have sagt stop.

Det var en fin debut. Men her er promoteropgaven igen at have is i maven. 24 år er ingen alder for en sværvægter. Og Vinther har ikke haft lejlighed til at bokse voldsomt mange amatørkampe. Næste opgave er planlagt til K.B. Hallen den 9. marts.

Jallaw på arbejde
23-årige Mahdi Jallaw (nu 4-1-1) fik den sejr, han havde ganske meget brug for i profkarriere, der indtil nu har rummet for mange pauser. Det blev dog ikke til funklende boksning med en moldovisk Marius Col (2-11), der som sine landsmænd viste, at han trods cifrene på rekordlisten godt kunne give lidt modstand.

Jallaw gjorde hvad han skulle for at vinde. Men der manglede lidt af den tidligere eksplosivitet og ild i hans boksning. Måske sidder der bare stadig lidt rust, men han har snart brug for at bevise lidt mere, fem-et-halvt år efter profdebut’en. Det kræver nok et lidt højere aktivitetsniveau at få det tog til at rulle.

Kunduzi’s majority decision
Den tredje moldover, Mihai Anton (nu 0-3) klarede sig også fint gennem alle fire omgange mod TK-gæstebokseren Nesar Kunduzi (nu 3-0). Man kunne argumentere for, at der burde have været en tælling over Anton i 2. omgang, og Søren Saugmanns 38-38 scoreseddel signalerede ikke hjemmebanefordel, for at sige det diplomatisk.

Men at det overhovedet kunne ende med en majority decision viser alligevel, at Kunduzi trods sine tekniske kvaliteter havde lidt rigeligt svært ved at få styr på kampen. Der er stadig noget at arbejde med for 23-årige Kunduzi, hvis han skal nå ret meget mere end forkampsstadiet. Næste opgave er i Kolding den 3. februar.

Før profkampene rummede stævnet tre amatørkampe, der bidrog til at varme det lokale publikum op. Især en spektakulær knockout i en kampen mellem to nybegyndere var iøjnefaldende.

Større scene for Rng-Sde Promotions næste gang
Rng-Sde Promotions næste stævne er fastsat til den 9. marts i K.B. Hallen. Her skal Kem Ljungquist selv stå i den ene ringhjørne i hovedkampen. Men samtidig skal stalden her være så langt i opbygnigen af faste aktører, at arbejdet begynder at udkrystallisere sig.

I K.B. Hallen skal Elias Idrissi bokse for første gang på et Rng-Sde stævne i den fælles aftale med TK Promotion, efter at have bokset for TK i Kolding i februar. Thomas Vinther og Ahmad El Ahmad er selvskrevne, og Emil Kot og Mahdi Jallaw er stadig oplagte. Og der rumles om nye navne.

Under alle omstændigheder skal den faste stald her være ved at få skabt så solid en bredde, at det ikke er nødvendigt at hente ret mange gæster i stil med Anthony Yigit for at skabe tyngde nok til et stævne. Hatten bliver større, og så skal hovedet følge med.

Kommentarer