Dina Thorslund (nu 25-0) vandt WBA/WBC/IBF/WBO-titlerne i bantamvægt med en tårnhøj pointsejr over den New Zealand-fødte australier Cherneka Johnson (nu 19-3).
Johnson startede lidt passivt, og hun overlod initiativet til Thorslund i 1. omgang. Australieren blev i pausen opfordret til at slå kontra, når Thorslund kom ind, men danskeren fik også lov til have teten i 2. omgang.
Thorslund havde god kontrol med jobbet i 3. omgang, og fulgte op med kombinationer, mens Johnson ventede overraskende meget på at sætte kontraer ind. Thorslund fik også kombinationer ind i 4. omgang, hvor Johnson prøvede at gøre, som hjørnet sagde, og tage kampen mere offensivt. Kampleder Alicia Collins havde ikke meget at lave.
Johnson prøvede igen i 5. omgang at komme mere frem, mens Thorslund var en smule mere afventende, men Thorslund kontrede også fint, når Johnson kom ind. I 6. omgang kom Johnson bedre ind i kampen, og hun ramte Thorslund hårdt med en højre. Også i 7. omgang var det Johnson, der gik fremad, men Thorslund fandt åbningerne bedre. Thorslund fik dog ikke de dybe træffere så godt med, men hun fik uppercut’en godt med.
Thorslund ramte med gode kombinationer ind i 8. omgang, hvor hun holdt Johnson på afstand. Thorslund tog offensiven fra starten af 9. omgang, hvor Johnson blødte fra næsen. Australieren prøvede desperat at gå fremad, men det var Thorslund, der ramte mest. Johnson satsede naturligt nok hårdt i 10. omgang, hvor Thorslund kørte den hjem.
Robin Taylor fra New York, Perla Rodriguez fra Oregon og Michelle Walker-Serrano fra Florida, havde alle 100-90 til Thorslund.

