Mortensen: Det er næsten uvirkeligt

Melissa Mortensens profkamp nr. 10 bliver en WBA VM-kamp i USA. Den kendsgerning har hun selv lidt svært ved at få til at synke ind.

“I blot min 10. professionelle kamp får jeg chancen for at kæmpe om at blive verdensmester. Det er næsten uvirkeligt at skrive. Der ligger mange timers hårdt arbejde bag den her mulighed. Nu er arbejdet gjort, og jeg føler mig 100 % klar. Jeg glæder mig helt enormt til at gå i ringen og give alt, hvad jeg har,” skriver Melissa Mortensen på Facebook.

Til DR Sporten fortæller Mortensen, at hun efter en skadespause egentlig var indstillet på at skulle bokse en EM-kamp i Danmark. Men hun tror på sin chance mod mexicaneren Mayelli Flores, der er tidligere verdensmester.

“Mayelli Flores passer godt til mig og min stil. Hun er en mindre bokser, og jeg kan få lov til at bokse kontra, fordi hun godt kan lide at komme fremad. Jeg er overbevist om, at jeg kan hive bæltet hjem, selvom hun er en stærk bokser,” siger Melissa Mortensen til DR Sporten.

Kommentarer