Zaren: Iglesias ikke så farlig, som alle gør ham til

Den 8. oktober i Quebec City i Canada står Oliver Zaren (19-0-1) overfor sin hidtil klart hårdeste modstander i den cubanske IBF-verdensmester Osleys Iglesias (15-0), der har vundet 14 af sine 15 sejre før tid.

I en Ritzau artikel bragt i BT mener Zaren ikke, at Iglesias er en uoverstigelig opgave.

“Han er “the boogeyman of the division”. Han er den, alle helst vil undgå. Men hvo intet vover, intet vinder. Altså. Jeg synes sgu ikke, at han er så skidefarlig, som alle gør ham til,” siger Oliver Zaren ifølge Ritzau.

Zaren har dog respekt for opgaven.

”Jeg ser ham som den hårdeste modstander. Det er trods alt ikke for sjov, at det er en titelkamp, og det er ikke for sjov, at han har en knockout-rate på næsten 100 procent. Det taler for sig selv. Men jeg er totalt velforberedt og i mit livs bedste form, så der er ingen undskyldninger,” siger Zaren.

Kommentarer