Anne Munk profdebuterer mod serber i Helberskov

Ifølge Boksenyts oplysninger bliver det Anne Munk fra Hvidovre Bokseklub, der skal debutere som professionel på det blandede kampsportsstævne, som lørdag den 6. september arrangeres af Borgerforeningen i Helberskov nær Hadsund, i samarbejde med blandt andre Johan Kimose og Bettina Palle. Stævnet byder også på en række olympiske boksekampe.

Anne Munk er fjervægter, og hun træner hos Kimose Boxing. Hun boksede sin første amatørkamp i december 2023. Som 40-årig blev hun dansk begyndermester, og hun har siden vundet ved HSK Box Cup. Munk rygtes også på programmmet, når Hvidovre Bokseklub arrangerer pro-am stævne i medborgersalen Kometen i Hvidovre den 14. november.

Det bliver serbiske Jelena Bokan (0-3), der skal give Munk modstand i profdebut’en. 27-årige Bokan boksede senest i Hvidovre i maj, hvor hun blev stoppet i 1. omgang af Sofie Rosshaug. Hun er gået tiden ud i sine to øvrige nederlag. Bokan er i skrivende stund nr. 227 i bantamvægt på BoxRec.

Munks debutkamp bliver tilsyneladende den eneste profkamp på stævnet. Tidligere blev der meldt om to profkampe.

Kommentarer