Primetime Boxing har sat dato og sted på næste stævne. Det bliver fredag den 2. oktober i Sydbank Arena i Odense (kendt som Odense Idrætshal).
Den ubesejrede tjekke Narek Sachbazjan (6-0-1) skal på stævnet teste den odenseanske lokalhelt Ilias Faour (8-0). 25-årige Sachbazjan boksede i april uafgjort mod en anden ubesejret, den tjekkisk bosatte ukrainer Ivan Pavlyuk. Sachbazjan har bokset alle sine hidtidige kampe i Tjekkiet. I skrivende stund er han nr. 386 i superfjervægt på BoxRex, hvor 21-årige Faour er nr. 284.
Faours kamp er sat til 8 omgange, og den har DPBFs Internationale titel i superfjervægt på spil. Frederik Lundgaard har tidligere vundet samme titel i samme vægtklasse. Stævnet kommer angiveligt til at rumme 7-8 professionelle kampe.
Odense har i mange år været kendt som en svær by at trække publikum til profboksning i, men Primetime Boxing melder om ambitioner om at genskabe byens boksetradtion med årlige stævner.

