Frank Madsen (nu 7-5) viste endnu en gang fighterhjerte, men han måtte i Dublin se sig slået af den ubesejrede irer Edward Donovan (nu 6-0). Cifrene var 60-55 i irsk favør.
Donovan demonstrerede både aggressiv boksning og god teknik, og især hans højre til kroppen var giftig. Men Madsen var stædig, og han vandt det lokale publikums respekt ved at blive ved med at prøve at bokse for at vinde.
“Udebokseren viste et hjerte, der gør, at han altid vil være velkommen tilbage for at teste en lokal bokser,” skriver Irish Boxing i deres referat af kampen. Det var fjerde gang i træk, at Madsen boksede på udebane.
Kim Poulsen skulle have bokset mod Jason Quigley i stævnets hovedkamp, men Poulsen måtte som tidligere omtalt melde afbud med en skade.