Givskov dømt som taber ved WBC Grand Prix

Morten Givskov (nu 4-0) fik en udmærket start mod Youness Baalla (nu 2-0) fra Marokko, med god brug af det højre jab, krydret med dybe træffere. Baalla var farlig med højren, men Givskov var den mest aktive.

I pausen fik Givskov besked på at bevæge sig mere, og han holdt fast i aktiviteten i 2. omgang. Givskov fik i 3. omgang også den direkte venstre med. Mod slutningen af omgangen fik Baalla dog et par store træffere ind, og det ødelagde lidt af Givskovs rytme.

I 4. omgang blev Givskov ramt hårdt af flere uppercuts, der rystede ham, og Baalla overtog kampen. Givskov kæmpede for overlevelse, mens Baalla ramte både højt og dybt. Givskov havde samtidig fået et cut over næsen efter en skalle. Efter omgangen førte Baalla med 39-37 hos to sidedommere, mens den tredje havde 38-38.

I 5. omgang fik Givskov holdt Baalla rimeligt på afstand, mens han bevægede sig rundt. Også i 6. omgang bevægede Givskov sig udmærket, prikkede og var den mest aktive. Efter de 6 omgange havde sidedommerne alle 57-57. Efter det særlige “enhanced system,” der skal skabe en afgørelse i uafgjorte kampe, havde alle tre sidedommere Baalla som vinder, 2 x 5-3 og 6-5.

Kommentarer