Kem Ljungquist bokser på Lolland 5. maj

Kem Ljungquist (14-0) arrangerer boksestævne med sig selv som hovednavn i forbindelse med Døllefjelde-Musse marked på Lolland den 5. maj. Han satser på en titelkamp hos ét af de store forbund, WBA, WBC, IBF eller WBO. Det skriver Lolland-Falster Folketidende.

“Det der med at stige op ad ranglisterne er nøgleordet, for det stævne jeg kommer til at lave på Dølle, det kan jeg ikke lave på et andet stævne, fordi det er for dyrt for mig. Men ved hjælp af markedet og sponsorer kan det give mig et skud op af ranglisten uden at betale for en stor arena og de store omkostninger, som er forbundet.

Jeg kan finde en modstander, der har de samme ambitioner, som jeg har om at komme op ad ranglisten og få de store kampe og se en mulighed her til Dølle med de mange tilskuere og den fede, old school-tilgang til sporten,” siger Kem Ljungquist til Folketidende.

Han planlægger at have fem forkampe på stævnet.

“For det første prøver jeg selvfølgelig at få lokale boksere på. Det skal være høj kvalitet og svære kampe, ellers har jeg heller ikke selv lyst til at gå i ringen. Drømmescenariet er, at boksningen starter klokken 12, og så kommer der fem gode kampe med danske og internationale boksere, der vil udgøre seværdige kampe. Ingen lange pauser, det bliver bare smæk for skillingen fra start af,” melder Kem Ljungquist.

Kilde: Lolland-Falster Folketidende
Kommentarer