Ved Herlev Fight Night i oktober gav det genlyd i bokse-Danmark, da italieneren Pasquale Barile knockout’ede Elias Idrissi i en IBF Youth titelkamp i letvægt. Nu er Barile (12-4) igen inviteret til Danmark, for at møde Maher Khatib (4-0) på Primetime Boxings stævne i Sportium i Varde den 6. december. Kampen bokses i letvægt, og den er sat til 8 omgange.
”Maher har aldrig undveget de store udfordringer – tværtimod. Allerede i sine første to professionelle kampe gik han direkte efter stærke modstandere, og nu står han foran sin hidtil største opgave. Vi er overbeviste om, at han er klar til at levere,” siger promoter Kasper Holgersen i en pressemeddelse.
Barile har aldrig været stoppet som professionel. Han har blot 4 KO-sejre i 12 vundne kampe, men de er kommet i løbet af hans seneste 5 sejre. I forrige weekend stoppede han georgeren Khvicha Gigolashvili, som i Danmark har mødt Ahmad El Ahmad og Francis Fordjour.
Khatib vandt sine første to profkampe i hårde matchninger mod Sayed Kazemi og Payman Akbari, og han har siden slået to mere traditionelle journeymen.
24-årige Barile er i skrivende stund nr. 223 i letvægt på BoxRec, hvor den 28-årige Khatib er nr. 406 i letweltervægt.

