Ljungquist møder ungarer i Nykøbing

Det bliver ungarske Laszlo Ivanyi (10-15-1), der skal stå i det modsatte ringhjørne, når Kem Ljungquist (10-0) den 14. april i Nykøbing Falster skal banke rust af efter mere end to års profpause.

Ivanyi har i de senere år bokset i cruiservægt, hvor Ljungquist har bokset i sværvægt. Kampen i Nykøbing er dog aftalt til bridgervægt, den nye vægtklasse mellem cruiservægt og sværvægt, som indtil videre kun WBC anerkender.

Ivanyi har mødt en række gode navne i cruiservægt. I 2017 blev han således stoppet af norske Kai Robin Havnaa, og han desuden blandt andet mødt engelske Chris Billam-Smith og den kazakhstansk-tyske VM-udfordrer Artur Mann.

”Jeg kender ikke så meget til min ungarske modstander, har dog set lidt video, og efter en så lang pause fra ringen, ligner han en ideel modstander for mig at komme tilbage på,” siger Kem Ljungquist i en pressemeddelelse.

Samtidig glæder han sig til at give lidt tilbage til den klub, hvor han har gået i bokseskole.

“Jeg glæder mig meget til igen at skulle bokse i den by, hvor jeg er vokset op og har haft begyndelsen af min boksekarriere. Især glæder jeg mig til at bokse på hjemmebane og give min gamle træner, Poul Anker Rasmussen, den afsked, jeg synes, han fortjener, efter alt han har gjort for mig og mange andre i Nykøbing Falster Bokseklub gennem mange år,” siger han.

Ljungquist har på det seneste bokset nogen amatørkampe, hvor han blandt andet blev dansk mester. Men han vil altså samtidig bokse som prof, hvor han nu satser på bridgervægt. Her er han i skrivende stund nr. 28 på WBC’s verdensrangliste. Han håber på et aktivt forår i de professionelle rækker.

“Jeg håber, at jeg kommer til at bokse flere kampe inden sommerferien. Jeg er i hvert fald i dialog med en anden promotor om en mulig kamp,” siger Kem Ljungquist.

Kommentarer