Mahfoud: En test der svarer til en stor VM-kamp

Da 46-årige Marcela Acuna (billedet) senest boksede mod Lucretia Arreata i juli måned, blev det i argentinske medier annonceret som hendes afskedskamp. Nu har den argentinske legende så alligevel sagt ja til at møde Sarah Mahfoud i København, og den mulighed glæder Sarah Mahfoud.

“Med over 25 VM-kampe taler hendes rutine for sig selv. Hun boksede så sent som for nogle uger siden, hvor hun også vandt. Det her er en test, som reelt svarer til en stor VM-kamp. En sejr vil i hvert fald kunne gøre mig klar til en VM-kamp i nærmeste fremtid. En modstander som denne vil kunne åbne døre for det, netop fordi hun er så anerkendt i kvindeboksning.

Det er en modstander, der er helt oppe på allerhøjeste VM-niveau. Jeg glæder mig rigtig meget til denne kamp. Jeg træner hårdt, og jeg ved, at der er meget spil. Ligesom med min VM-modstander Amanda Serrano er det boksere af denne kaliber, som jeg meget gerne vil vinde over,” siger Mahfoud i en pressemeddelelse.

Acuna vandt senest en VM-kamp i 2018. I 2022 tabte hun en kamp mod Debora Dionicius om WBO VM i superbantamvægt (den titel Dina Thorslund tidligere har haft).

Kommentarer