Mathias Hansen (4-0) er på undercardet, når Danish Fight Night kalder til stævne i Royal Arena den 25. maj, med Dina Thorslund i hovedrollen.
Hansen skulle også have bokset, da Thorslund forsvarede sine titler i februar, men da kom hans modstander i karambolage med loven, så kampen blev aflyst. Hansen kom dog kort efter i kamp ved et stævne i hans gamle klub i Aabenraa.
“Det var selvfølgelig irriterende, men jeg tog det ikke så tungt igen, fordi jeg på forhånd vidste, at jeg også skulle bokse i Aabenraa to uger efter. At få lov til at bokse på min hjemmebane i lille Aabenraa er jo kæmpestort for mig. Det betyder rigtigt meget, at man kunne stable det på benene og få en udsolgt hal, hvor jeg vandt en knockoutsejr i 1. omgang,” siger Mathias Hansen i en pressemeddelelse.
Hansen har endnu til gode at steppe op mod bedre modstandere som professionel. Men han mener, at udviklingen går i den rigtige retning.
“Jeg synes, at det hele spiller. Der er sket en del siden min debutkamp. Jeg bliver bedre og bedre kamp for kamp. Det har været tydeligt at se. Jeg tror også, at de fleste kan se, at jeg føler mig rigtig godt tilpas i ringen, og det smitter positivt af på min boksning. Jeg har stadig mange år foran mig, og jeg kan bygges ordentligt op og nå at udvikle mig rigtig meget. Jeg er sikker på, at det hele nok skal blive megagodt,” siger han.