Meng forbereder sig på højere modstander

På YouTube videoer ser ghanesisk-amerikanske Eslih Owusu (7-0) ud til at være en ret tætbygget og muskuløs letmellemvægter med pæn rækkevidde. Alligevel vurderer hans modstander i WBC Youth titelkampen på Frederiksberg den 21. april, 180 cm høje Oliver Meng (8-0), at Owusu er højere end ham.

“Han ser højere ud end mig og har nogle lange arme. Dem skal jeg sandsynligvis komme lidt ind under og slå noget dybt og ramme ham i sækken for at få ham lidt ned i tempo. Han ligner en, der gerne vil bokse på afstand. Når han kommer ind på livet af mig, skal jeg fyre nogle bomber af. Jeg skal bokse klogt, men de nærmere detaljer omkring taktikken viser jeg først frem på selve dagen, når jeg står i ringen med ham,” siger Oliver Meng i en pressemeddelelse.

Meng ser det som en fordel, at Owusu ligesom ham selv er højrefodsbokser.

“Jeg kan virkelig godt lide at bokse mod højrefodsboksere. Som amatør boksede jeg bedre mod højrefodsboksere end mod venstrefodsboksere. Man kommer tættere på hinanden, og jeg kan komme ind og slå nogle af alle de her dybe, hårde stød, som jeg er god til,” siger han.

Foto: Oliver Meng Facebook
Kommentarer