Meng i overkommelig ikke-titelkamp

WBC Silver titelkampen mellem Sarah Mahfoud og veteranen Marcela Acuna bliver den ubestridte hovedkamp i Royal Arena den 7. oktober. Det står klart, efter at Danish Fight Night ifølge Lolland-Falster Folketidende har offentliggjort italienske Mirko Di Carlantiono (16-11-1) som modstander til Oliver Meng (11-0), der i kampen ikke forsvarer den WBA Europe titel, han vandt i foråret.

Meng er i løbet af de sidste par måneder rykket ind i top-100 på BoxRec, uden at have bokset, Til gengæld har han mistet sin plads som nr. 40 på WBCs verdensrangliste. Han er dog stadig nr. 15 hos WBA, i kraft af Europe titlen. For en top-100 bokser i letmellemvægt virker det måske ikke skræmmende at skulle møde 433 i mellemvægt, som Di Carlantiono står som i skrivende stund. Men Meng har respekt for sin 42-årige modstander.

”Jeg tænker, at det bliver en hård modstander igen. Han har mere erfaring end mig. Han har bokset mange kampe, men er kun blevet stoppet en enkelt gang på grund af en øjenskade. Jeg tager ikke noget for givet, men glæder mig til at bokse mod ham. Jeg er sikker på, at det bliver en god kamp. Han ligner en stærk mand, der gerne vil slås en del i stedet for at bokse, men det må vi jo tage derfra,” siger Oliver Meng i en pressemeddelelse, ifølge Folketidende.

I februar tabte Di Carlantiono alle omgange hos to sidedommere mod Khalil El Harraz, som i sin næste opgave tabte en hård kamp til Meng. I 2022 blev han stoppet af Simone Giorgetti i en IBF Mediterranen titelkamp i weltervægt. Det er hans hidtil eneste nederlag før tid, så det virker ikke usandsynligt, at han kan give Meng nogen omgange i denne holde-i-gang kamp, hvor Meng bør kunne tanke selvtillid efter to overraskende svære kampe i første halvdel af året.

Kommentarer