Morell: Forberedelse er kompromisløst

Letsværvægteren Jeppe Morell (9-2) meldte i november afbud til en kamp mod Dmitrii Chudinov, fordi den planlagte primære sparringspartner, Patrick Mendy, ikke dukkede op. Den beslutning har Morell fået kritik for, blandt andet fra promoter Mogens Palle, der ikke har talt med Morell siden stævnet, hvor Morell skulle have bokset.

“Jeg ved ikke, hvad planen er lige nu. Som sagt har vi ikke talt sammen. Jeg var lidt skuffet over, at han meldte afbud og ikke kom til København for at sparre i stedet. Han er i top-100, og der er ikke for mange stævner i forvejen, så når han melder afbud efter at have trænet i to måneder, synes jeg, det er svagt,” siger promoter Mogens Palle til Jyllands-Posten.

Morell fortryder dog ikke afbuddet, selv om det ikke var en Chudinov i topform, der mødte op til stævnet, hvor han i stedet mødte og tabte til selvsamme Mendy, som Morell skulle have sparret med.

“Jeg står ved mine principper. Forberedelse er kompromisløst,” skriver Jeppe Morell i en kommentar på Facebook.

Ifølge Jyllands-Posten starter Morell mandag træning mod en ny kamp, og Mogens Palle lægger ikke op til et brud med bokseren.

Foto: Jeppe Morell Facebook
Kommentarer