Melissa Mortensen (4-0) skal møde ukrainske Svetlana Vasylevska (4-7) i en kamp over 8 omgange, på Primetime Boxings stævne i Fun Art i Blokhus den 12. april.
Samtidig med at Mortensen første gang skal bokse en kamp sat til 8 omgange rykker hus også ned i superbantamvægt, efter at have bokset sine første profkampe i fjervægt.
“Vi er meget glade for at se Melissa i ringen igen – og denne gang i hendes naturlige vægtklasse. Vi tror på, at vi har en kommende verdensmester gående rundt i Varde, og vi er fast besluttede på at støtte hende hele vejen til toppen.
Målet er, at Melissa får sin første titelkamp i år, og at 2026 bliver året, hvor Danmark får sin næste kvindelige verdensmester,” siger promoter Kasper Høyer Holgersen.
Den 30-årige ukrainer bor i dag i Polen. Hendes seneste kamp var en lille titelkamp mod tyske Lara Ochmann, der i 2023 tabte en WBC Silver titelkamp i fjervægt til Sarah Mahfoud. Vasylevska tabte en kneben split decision på udebane til Ochmann.
Også i 2023 vandt Vasylevska på udebane i Belgien over Amy Naert, og i England tabte hun med 57-58 til Stevi Levy, mens hun slog to engelske profdebutanter i England. Vasylevska er i skrivende stund nr. 76 i superbantamvægt på BoxRec, hvor Mortensen er nr. 22 i fjervægt.