Mortensen vinder hård og tæt VM-kamp

Melissa Mortensen (nu 10-0) vandt en split decision og blev WBA-verdensmester,og vandt amerikanernes respekt med en stærk figherindsats mod Mayelli Flores (nu 13-3-1) fra Mexico.

Flores gik som ventet frem fra starten, og Mortensen havde lidt problemer med at fange hende med kontraerne, når Flores dukkede og svajede. Mortensen måtte flere gange holde, når Flores kom tæt på, men begge fik træffere ind i 1. omgang.

I 2. omgang fik Flores fat med offensiven, og en venstre til kroppen fik Mortensen til at sætte sig til tælling fra kampleder Rudy Barragan. I 3. omgangen reagerede Mortensen på, at hun nu var bagud på points, og hun satsede hårdere på slagudvekslingerne, og det bragte hende tilbage i kampen med en god omgang. 4. omgang var mere lige, da begge ramte med hårde træffere.

I 5. omgang fik Mortensen igen fat med højren, men Flores fik en hård højre ind sidst i omgangen, der rystede Mortensen. Også i 6. omgang marcherede Flores frem, og hun ramte Mortensen flere gange. Men Mortensen viste fighterhjerte, og hun ramte også meget i det, der havde udviklet sig til en herrefight (undskyld udtrykket).

Mortensen var i 7. omgang begyndt at bløde fra næsen, og Flores ramte hårdt med sin overhånds højre. Også i 8, omgang satsede Mortensen hårdt med højren, men Flores gik igennem dem uden at blinke. Omgangen så dog dansk ud. I 9. omgang ramte Mortensen både højt og dybt, og Flores var også blevet lidt mere stationær.

Flores showboatede lidt i starten af 10. omgang, men det udviklede sig igen til en hård slagudveksling. Begge løftede armene, da kampen sluttede.

Sidedommerne Carla Caiz, David Solivan og Zachary Young, alle fra Californien, havde 2 x 95-94 og 94-95. Det lokale publikum buhede efter afgørelsen, men kommentatorerne viste respekt for Mortensen.

Kommentarer