Nikolai Terteryan får profdebut mod amerikaner lørdag i Fresno

Der bliver Issa Ajilat (0-1) fra USA, der ifølge BoxRec skal møde Nikolai Terteryan i dennes længe ventede professionelle debut, som skal finde sted lørdag i Save Mart Center i Fresno, Californien.

24-årige Nikolai Terteryan har været i træning i mange måneder, de tre af dem i Las Vegas, men han har ikke været i kamp i 11 måneder, siden kvartfinalenederlaget ved OL i Paris. Så der kan tænkes at være lidt kamprust, der skal slås af. Og en professionel debut for et nyt professionelt håb er sjældent en uoverkommelig opgave.

20-årige Ajilat ligner da også en modstander, der som i skrivende stund nr. 2.068 i letmellemvægt på BoxRec ikke bør kunne give Terteryan større problemer.

Amerikaneren blev i sin profdebut stoppet i 2. omgang af en kamp i weltervægt mod nyproffen Carlos Lewis. Alijat har også kæmpet MMA, hvor han ifølge Tapology også står registreret for en enkelt kamp, tabt før tid. En hurtig søgning viser ikke noget om hans amatørbaggrund.

Nikolai Terteryans bror Sebastian Terteryan har også været annonceret på programmet i Fresno, men han kommer ikke i kamp. Han kunne ikke nå at få et arbejdsvisum på plads.

Kommentarer