Efter at den oprindelige modstander, Bilal Laggoune, blev forhindret, har RNG-SDE Promotions arbejdet på en ny modstander til Kem Ljungquist den 9. marts i K.B. Hallen. Valget er faldet på græsk-svenske Marios Kollias (11-2-1).
32-årige Kollias startede sin profkarriere i Grækenland, men han har siden 2019 bokset med base i Sverige. Han har blandt andet knockoutet svensk-ugandiske Awadh Tamim, og i juni 2023 stoppede han i Rostock den indtil da ubesejrede tysker Felix Langberg. I 2019 tabte han på points til den svenske veteran Attila Levin, der vendte tilbage for en enkelt kamp efter næsten 9 års pause.
Ikke mindst sejren over Langberg har givet Kollias en fin placering på BoxRec, i skrivende stund som nr. 60 i sværvægt. Ljungquist er nr. 38. Kollias har vundet 9 af sine 11 sejre før tid. Kampen mod Kollias sikrede også Kollias WBA Europe titlen i sværvægt, en titel der dog ikke kommer på spil mod Ljungquist.
“Efter Bilal Laggoune valgte at ignorere vores kontrakt og bokse i Rusland forrige weekend, hvilket resulterede i et nederlag, har vores team arbejdet på højtryk for at finde en erstatningskamp af samme kaliber. Vi er stolte af at præsentere Marios Kollias som modstander til Kem Ljungquist i, hvad der uden tvivl bliver hans største kamp hidtil,” skriver RNG-SDE Promotions på Facebook.
Opgøret bliver en ikke-titelkamp over 10 omgange. Kampen mod Laggoune var ellers planlagt som en WBA Intercontinental titelkamp i bridgervægt.