Poulsen-lejren håber på EM-sejr til Adam Azim

Fredag flyver Enock Mwandila Poulsen og promoter Bettina Palle til Wolverhamption i England for at se franske Franck Petitjean (24-6-3) forsvare EBU EM-titlen i letweltervægt mod det engelske håb Adam Azim (9-0).

Titlen har tidligere været i hænderne på Poulsen, der nu er mandatory udfordrer til vinderen af Petitjean vs. Azim. Og promoter Bettina Palle lægger ikke skjul på, at håbet er en sejr til Azim, så Poulsen kan få EM-kampen i England.

”Det er det britiske boksepromotionsselskab Boxxer og tv-stationen Sky Sports, der har inviteret Enock Poulsen til de britiske øer, så han blive præsenteret for det britiske boksepublikum som den næste EM-udfordrer. Der er meget store forventninger til Adam Azim, som de satser stort på, og det er ingen hemmelighed, at vi også håber på en sejr til englænderen, da det er den kamp og modstander, der vil være både sportsligt og økonomisk mest interessant for Enock,” siger Bettina Palle i en pressemeddelelse.

Petitjeans franske promoter Yohan Zaoui og Y12 Boxing har netop fået en aftale med streamingkanalen DAZN, men der er næppe tvivl om, at Azims engelske promoter Ben Shalom og Boxxer, med en Sky-aftale har et større økonomisk råderum, så der kan være større penge i en EM-kamp i England.

Poulsen vil i øvrigt træne på Cuba inden sin næste kamp.

”Jeg tager til Cuba og skal træne hårdt op til min næste kamp. Min træner, Israel Garcia Arozarena, er fra Cuba, og nogle af de bedste boksere i verden – i hvert fald i amatørrækkerne – kommer fra Cuba. Jeg kommer til at være væk fra Danmark i en periode, så jeg kan fokusere på forberedelserne, og det tror jeg vil være godt for mig. Jeg tror på mig selv og vil sørge for at være topform, når det gælder, så jeg kan blive klar til min kamp og virkelig vise, hvad jeg er bygget af,” siger Enock Mwandila Poulsen i pressemeddelelsen.

Foto: Morten Rygaard / Royal Arena PR-foto
Kommentarer