Rossing vs. Bejenaru i november ?

Danish Fight Night er tilsyneladende ved at forberede et november-stævne, og her er en kamp mellem Ditlev Rossing (14-0) og moldaveren Constantin Bejenaru (14-1) en kamp, der ifølge en pressemeddelelse lige nu arbejdes på.

“Jeg forhandler om en kamp i Danmark mellem Ditlev Rossing og Constantin Bejenaru, som i sin seneste kamp boksede om WBA’s verdensmesterskab og har besejret verdensranglistens nummer 1 Thabiso Mchunu om WBC’s silver cruiservægt titel. Såfremt det lykkes at få de sidste detaljer på plads, skal kampen bokses ved Danish Fight Night’s førstkommende stævne i november,” oplyser Mogens Palle i pressemeddelelsen.

37-årige Bejenaru boksede senest i 2019, hvor han tabte en WBA Super VM-kamp i cruiservægt til mesteren Arsen Goulamirian. Han har tidligere slået gode navne som Thabiso Mchunu, Stevens Bujaj og Alexey Zubov. Mogens Palle ser dog gode muligheder for Rossing. Kampen mod Mchunu var om WBC International titlen, ikke som pressemeddelelsen fortæller om WBC Silver titlen – den vandt Mchunu i 2019.

“Ditlev Rossing er en meget dygtig bokser, der har dynamit i næverne og samtidig besidder en fantastisk vilje og indstilling, der kan bringe ham meget langt i karrieren. Han har allerede fået tilbudt VM-kampe på udebane mod henholdsvis Kevin Lerena og Arsen Goulamarian. Det bliver dog en meget svær opgave, og den kræver naturligvis ideelle forberedelser, herunder de bedste betingelser for international sparring, hvilket der også vil være tænkt på,” siger Mogens Palle, som forventer at kunne løfte sløret for flere nyheder om november-stævnet den kommende tid.

Constantin Bejenaru er i skrivende stund rangeret som nr. 20 hos WBC, hvor Rossing er nr. 25. Hverken Bejenaru eller Rossing er rangeret hos WBA, IBF eller WBO. Bejenaru bor i USA, og han er hos promoter Dmitriy Salita, der også har svenske Otto Wallin i stalden.

Foto: Ditlev Rossing Facebook
Kommentarer