Rossings kamp mod Bejenaru i Brøndby 6. november

Det bliver Brøndby-Hallen, der 6. november skal danne ramme om Ditlev Rossings kamp mod Constantin Bejenaru (billedet). Det bliver én af flere hovedkampe ved stævnet, fortæller promoter Mogens Palle i en pressemeddelelse.

“Jeg kan bekræfte, at alle detaljer er faldet på plads. Begge boksere har accepteret kampen, og vi kan dermed præsentere det største og bedste boksestævne i Danmark de seneste år. Det bliver et stævne med verdens- og europæisk topklasseboksning, og kampen mellem Ditlev Rossing og Constantin Bejenaru bliver én af flere main events den 6. november,” siger  Mogens Palle.

Rossing (14-0) er i skrivende stund rangeret som nr. 24 hos WBC, mens moldaviske Bejenaru (14-1) er nr. 19, så vinderen kan formentlig se frem til at rykke op ad den rangliste.

37-årige Bejenaru tabte sin seneste kamp, da han i 2019 blev stoppet ved indgangen til 10. omgang i en WBA VM-kamp mod franske Arsen Goulamirian. Inden da havde han vundet over gode navne som Stivens Bujaj og Thabiso Mchunu, begge kampe om WBCs Continental Americas titel, og kampen mod Mchunu havde også WBC  International titlen på spil. I 2011 boksede han sine første profesionelle kampe, da han vandt to Biggers Better turneringer, der ikke står registreret på BoxRec.

Som amatør vandt han bronze ved EM i Bulgarien i 2006, og han boksede et par kampe i World Series of Boxing. I 2009 boksede han på dansk grund, da han deltog han ved EU-mesterskaberne i Odense, hvor han tabte til irske Kenny Egan. Han bor i dag i New York, hvor han er i stald hos promoter Dmitriy Salita, der blandt andet også er promoter for svenske Otto Wallin.

Kommentarer