THE PREVIEW: Kvalitet eller kvantitet i Arena Næstved og Royal Arena ?

Der er omkring 70 kilometer i lige linje fra Royal Arena på Amager til Arena Næstved. Alligevel er lørdagens boksestævner i de to arenaer blevet en intens face-to-face mellem to boksestalde, der i hvert fald et stykke af vejen bejler til samme publikum.

Lørdagens stævner i Arena Næstved og Royal Arena har flere ting til fælles, udover at de to arenaer begge er ret aktive medspillere i arrangementerne. Begge stævner har én absolut hovedkamp, en titelkamp der hæver sig betydeligt over undercardet på stævnet – en hovedkamp med en dansker mod et navn på vej ned. Begga undercards har en enkelt lynkineser. Og begge stævner er har ganske mange profkampe på de to undercards. Men er kvantitet lig med kvalitet?

Danish Fight Night i Ørestaden vinder kvantitetskampen med en enkelt pind i profkampe, med 8 kampe mod 7, og så har de suppleret med 3 ganske udmærkede amatørkampe. I antal mulige profomgange står der uafgjort 46 mod 46. Men er publikum egentlig glade for marathonstævner, og køber de billetter mange kampe, mere end store kampe? Og hvad er egentlig en god boksekamp – det er der nok lige så mange meninger om, som der er boksefans.

Nu er der så en del boksefans, der har måttet vælge mellem stævnerne. Det kaldes konkurrence, og nogen mener, at konkurrence er godt. I denne weekend virker den dog ikke helt hensigtsmæssig for nogen parter.

ARENA NÆSTVED
Rngsde Promotions er navnet på Kem og Magnus Ljungquist’s nye promoterselskab, og dette stævne er selskabets debut efter flere stævner i regi af Team Ljungquist. Dermed er det også det reelle startskud på opbygningen af en egentlig boksestald med faste boksere. Foreløbig er Emil Kot, Ahmad El Ahmad og Thomas Vinther på længerevarende kontrakter.

Undercardet har stadig stort islæt af freelancere. Abdul Khattab, Michael Nielsen og svenske Anthony Yigit, og den for de fleste danske fans ret ligegyldige svenske letvægter Mohammed Abdulrahim har fået plads på stævnet. Men alt skal starte et sted, og udover naturligvis Kem Ljungquist’s egen hovedkamp, så er det for staldens fremtidsperspektiver i Kot’s og El Ahmad’s kampe, der er interessante.

Samtidig skal Rngsde Promotions bevise en evne til matchmaking, der balancerer mellem at give publikum spændende og underholdende kampe, og at bygge boksenavne op over tid. Matchningen af Emil Kot er en tidlig chance at tage i hans karriere, og den kamp er i høj grad lavet af hensyn til stævnets underholdningsværdi.

Stævneprogrammet har været ramt af flere afbud med sygdom eller skader. Andreas Lynggaard meldte fra for flere måneder siden, og han blev erstattet af Abdul Khattab. I de seneste uger har Mahdi Jallaw og den planlagte sværvægtsdebutant Thomas Vinther meldt afbud, og Jallaw er erstattet af profdebutanten Ahmad El Ahmad.

Ljungquist vs. Muller
Mange danske boksefans vil huske Johnny Muller (23-10-2) fra hans kamp i Super Four turneringen i Sydafrika, mod Micki Nielsen. Men det var i 2016, i cruiservægt, i samme periode, hvor Muller mødte navne som Mateusz Masternak, Oleksandr Usyk, Tbabisu Mchunu og Kevin Lerena – Muller vandt endda over Mchunu.

Muller er angiveligt stadig blot 32 år, men hans karriere har ikke været på det samme høje nagler de seneste år, blandt andet fordi profboksning i Sydafrika ikke har det helt så godt som for nogen år siden. Han har bokset én gang i hvert af årene 2020, 2021 og 2022, hver gang mod landsmanden Akani Phuzi. Muller vandt de to første, og det Phuzi’s hidtil eneste nederlag hidtil.

Kampene mod Phuzi viser en Muller, der stadig bokser solidt, men lidt tungt i en ret traditionel stil med et pænt, men forudsigeligt repertoire. Han vil gerne bruge fysikken, og det er han også nødt til, for hans bearbejde er ikke ligefrem dansende. Kem Ljungquist (15-0) har med sin nye træner Poul Duvill arbejdet med benstillingen for at få mere tyngde i slagene, og det kan være en god idé for at kunne sætte sig mere i respekt mod Muller, der ikke nem at flytte.

Men Ljungquist har også en betydelig fordel i højde og rækkevidde, og nok også i hurtighed på hænderne, og det kan være et vigtigt våben mod en Muller, der helst ikke må få lov til at komme for meget på nærdistance og arbejde. Muller skal mærke, at han er kommet i sværvægt.

Muller har kun et par gange været oppe i sværvægtsklassen. I 2019 gav han den habile og ganske hårdtslående kroat Peter Milas god modstand, inden han tabte på points. Så han lægger sig ikke bare ned, og det kan sagtens blive en lang kamp, måske i perioder også lidt rodet. Men det vil være en betragtelig skuffelse, hvis ikke Ljungquist kan tage en rimeligt klar sejr.
Chancefordeling: 80-20

Kot vs. Di Loreto
”Vælg en modstander, der har slået én af konkurrenternes boksere, Version 1:” I maj vandt italienske Luca Di Loreto (5-1-1) på points over da ubesejrede Jacob Porsgaard på et DFN-stævne. Så selv om Emil Kot (2-0) har set ganske overbevisende ud i sine første to profkampe, så er det lidt af en opgave at få allerede i den tredje.

Det er dog meget tænkeligt, at høje, langarmede og hårdtslående Kot har stilen til at besejre Di Loreto. Porsgaard boksede meget på italienerens præmisser, og han måtte en tur i gulvet, da et venstre sving rystede ham, og et par opfølgende slag fik ham ned. Den slags oplevelser kan Kot være nødt til at bruge sin rækkevidde og præcision til at undgå. Men Di Loreto er en snu og dygtig bokser, så de otte omgange er ikke helt nem at forudsige – det er iøvrigt første gang, at Kot skal ud på den distance.
Chancefordeling: 60-40

Khattab vs. Wassing
Hollænderen Melvin Wassing (11-12-4) skulle oprindeligt have mødt Andreas Lynggaard. Nu bliver det så Abdul Khattab (18-3-1), der vender tilbage efter fire års pause for at tage sig. Netop de fire inaktive år kan blive det store spørgsmålstegn, for den Khattab, der i 2019, besejrede Rafal Jackiewicz og tabte til Mikalai Vesialou i Belgien, bør være god nok til at besejre Wassing.

32-årige Wassing har sine største meritter i kickboxing, men han er en hæderlig bokser med et par respektable resultat i årene 2015 og 1016. Hans nederlag til Nick Postma i april var på en øjenskade. Men hollænderen er også til at ryste, og hvis Khattab kan lande sin patenterede overhånds højre, så kan det være slut.
Chancefordeling: 75-25

Nielsen vs. Zouaki
Michael Nielsen (7-3) boksede en udmærket kamp, da han på Lolland besejrede tjekkiske Jaroslav Hriadel. Det ligner dog en noget anden opgave, når han i Næstved møder den spansk bosatte marokkaner Mohamed Zouaki (2-1).

21-årige Zouaki har bokset som amatør på pænt niveau i Spanien. Han er relativt høj fjervægter, der nogen gange skifter mellem venstre og højre fod forrest. Hans eneste profnederlag var mod den ubesejrede italiener Patrick Cappai, og Nielsen kan være nødt til at vise sit bedste, hvis han skal gøre Cappai kunsten efter.
Chancefordeling: 60-40

El Ahmad vs. Gabinashvili
Georgieren Mikheil Gabinashvili (9-40-3) var egentlig som den modstander, der skulle bringe Mahdi Jallaw tilbage på vindersporet efter den uafgjorte kamp mod Payman Akbari. Nu bliver det så den danske amatørmester Ahmad El Ahmad, der får æren i sin profdebut.

Det vil være en flot præstation, hvis El Ahmad kan afgøre den før tid, for Gabinashvili går rutinemæssigt tiden ud – han er kun stoppet to gange i sine 40 nederlag. Enkelte gange har han endda plettet rekordlister hos håbefulde unge bokser.

Han er en typisk georgisk bokser, fysisk stærk og rimelig velskolet. Han skifter ind imellem fodstilling, og han vil gerne ind og hooke. Høje og teknisk dygtige El Ahmad bør dog kunne alt for meget boksning.
Chancefordeling: 85-12

Yigit vs. Rajuili
Svenske Antony Yigit (27-4-1) leverede hæderlig indsats, da han på Usyk vs. Dubois stævnet i Polen tabte på points til den tidligere OL-sølvvinder Denys Berinchyk. I Næstved får Yigit en noget mere overkommelig modstander i sydafrikaneren David Rajuili (13-11-1), der i dag bor i Tyskland.

Rajuili har i år mødt et par folk, der har bokset i Danmark. I april vandt han en majority decision over Djiby Diagne, som Victor Hoveling knockout’ede i sin profdebut. Og i maj tabte han i Frankrig på points til Jaouad Belmehdi, der i 2019 boksede uafgjort mod Oliver Møllenberg i Gilleleje. Rajuili er kun stoppet to gange, begge gange sidst i lange kampe.

Rajuili er en teknisk og bevægelig bokser, og han plejer at bokse for at vinde. Men han kan presses fysisk. Og pres er Yigits specialitet. Så mon ikke Yigits 12. profkamp på dansk grund også bliver den 12. sejr. Da kampen kun er over 6 omgange, kan det dog meget blive på points.
Chancefordeling: 80-20

ROYAL ARENA
”Hvad blev der af Palle-matchmakingen”, spurgte jeg lidt polemisk i et preview til Danish Fight Night i marts. Kampen mellem Sarah Mahfoud og Marcela Acuna er et ret klart svar: Den lever i bedste velgående, med en klassisk matchning af det lokale navn mod en international stjerne på vej ned – måske endda ”shot”, som det hedder i matchmaking fagsproget.

Acuna er noget af en legende, især hjemme i Argentina. Hendes kamp i 2001 mod Jamilla Lawrence var den første professionelle kvindelige boksekamp i Argentina nogensinde. Acuna havde inden da bokset et par kampe i letweltervægt USA, der begge blev tabt, i 1997 mod berømte Christy Martin og i 1998 mod den stærke hollænder Lucia Rijker. I det herrens år 2023 bør Acuna dog ikke være nogen alvorlig trussel.

I det hele taget ser det ikke ud til, at der bliver taget chancer med de faste Palle-boksere på dette stævne. Det er holde-i-gang kampe på det Danish Fight Night i andet halvår af 2023. For navne som Mahoud og Poulsen, der begge har passeret de 30 år, bliver der ikke taget chancer med muligheden for kassekampe i udlandet.

Den tidligere promoter Robert Larsen er leverandør til tre kampe på undercardet: Brødrene Ali og Hamza Hussein og Thorbjørn Boudigaard. Det er værd at bemærke, at Larsen-boksere ser ud til at være matchet i stævnets på forhånd mest spændende profkampe.

Herlev Boxing står for tre amatørkampe, hvor OL-kvalificerede Nikolai Terteryan er hentet i Kolding.

Mahfoud vs. Acuna, WBC Silver
Hvis det er rigtigt, at ”ingen er stærkere end deres seneste kamp”, så er nu 46-årige Marcela Acuna næppe en voldsom trussel mod Mahfouds WBC Silver titel.

Acuna besejrede i juli Lucrecia Arrieta med cifrene 97-93 på alle dommersedler efter 10 ret jævnbyrdige omgange. Det var Arrietas fjerde nederlag i træk. I kampen før vandt Acuna på points over 8 omgange over Natalia Alderete, der var 4-10. Den ene sidedommer have 77-75. Alderete havde tabt de foregående fem, tre af dem før tid.

På den anden side boksede Acuna så sent som i 2022 et par kampe på topniveau. Hun slog Laura Griffa, som hun havde besejret i en VM-kamp, og hun tabte til Debora Dionicius i en WBO VM-kamp i superbantam. Så hvilken udgave af Acuna kan vi forvente i Royal Arena?

Da Acuna besejrede Arrieta, blev kampen annonceret som hendes afskedskamp, og det indikerer ikke, at hun kommer til København med de store ambitioner tilbage. Men det kan jo ikke udelukkes, at hun kommer for lidt mere end en sidste payday i karrieren.

Selv hvis Acuna kommer med alt, hvad hun stadig har i tanken, så kommer hun med en stil, der ser ud til at ligge godt til Mahfoud. Mod Griffa og Dionicius virkede hun tung på fødderne, når hun bevægede sig frem for at aflevere hooks. Hun er fysisk rimeligt råstærk, men Mahfoud vil have fordele i højde, rækkevidde og hurtighed.

Det kunne på forhånd ligne en kamp, hvor Mahfoud kan sætte points på kontoen omgang efter omgang. Så er spørgsmålet, om Acuna har lysten til at blive ved i alle 10 omgange.
Chancefordeling: 85-15

Ali Hussein vs. Pashaev
En profdebutant fra Gilleleje er den ene part i det, der vel reelt er main support i Royal Arena. Yusub Pashaev skal bokse sin første kamp uden undertrøje mod rutinerede Ali Hussein (8-2) i en danskerkamp mellem to boksere, der begge har bokset om danske og sjællandske mesterskaber. Pashaev har to gange DM-sølv i skabet, Hussein en sjællandsk guld.

Hussein har som professionel bokset lidt under radaren for det brede publikum i Tyskland, med sejre over boksere som Sergej Wotschel, Jisnjing Wang og Felix Kriedemann, en uafgjort mod Thomas Piccirillo som sit bedste resultat, og så et pointsnederlag til Piccirillo og en KO-nederlag til Michael Schubov, der for år tilbage tabte klart til Patrick Nielsen og Torben Keller.

Der er dog gået snart to år siden Husseins sidste kamp, og han er blevet 36 år. Så selv om det umiddelbart kunne ligne en svær debut for den 10 år yngre Pashaev, så er det måske mening med galskaben. Hussein har vist som smart professionel bokser, der er svær at besejre, men hvor meget har han tilbage i tanken. Baseret på de professionelle meritter må Hussein være svag favorit, men det er med et stort usikkerhedsmoment. Det kan blive en interessant kamp.
Chancefordeling: 55-45

Hamza Hussein vs. Alanidze
”Vælg en modstander, der har slået én af konkurrenternes boksere, Version 2.”: Cruiservægteren Hamza Hussein (3-0) skal møde georgieren Irakli Alanidze (5-2). Det var samme Alanidze, der i 2022 gav Jeppe Møller Christensen sit første nederlag på et TK-stævne i Holstebro.

Mod Møller viste Alanidze sig som en smart kontrabokser, der også kunne både slås og spoile, når det var nødvendigt. Hussein er imidlertid en anden type bokser end Møller, og styles make fights. Højrefodsbokseren Hussein er hurtig for en cruiservægter, og han bokser med præcision for distancen.

Hussein er ikke nogen egentlig hardhitter, så det vil være en lille overraskelse, hvis han kan stoppe georgieren, selv om Alanidze er blevet knockout’et en enkelt gang hjemme i Georgien. Men Hussein bør kunne prikke og kombinere sejren hjem.
Chancefordeling: 70-30

Meng vs. Di Carlantonio
Efter små to års pause mellem 2020 og 2022 har talentet Oliver Meng (11-0) haft lidt svært ved at ramme melodien igen. Det så hæderligt ud mod opreklamerede Eslih Owusu i 2022, men Owusu har altså i skrivende stund heller aldrig slået en modstander med en positiv rekordliste. Mod to solide håndværkere i år, Walisson Fagundes og Khalil El Harraz, har Meng måttet kæmpe med det yderste af neglene for at hive sejre hjem, selv om ingen af dem er i verdens top-200 i letmellemvægt

Derfor er faktisk ganske forståeligt, at Meng denne gang påpiret er lidt blødere matchet, mod italieneren Mirko Di Carlantonio (16-11-1), der i skrivende stund er nr. 419. Meng står som nr. 93, og hvis han skal leve op til den rangering, så skal han selvsagt vinde sikkert – også fordi at Di Carlantonio tidligere i år tabte alle 10 omgange hos to af sidedommerne mod El Harraz.

Det er ikke fordi, at italieneren er en dårlig bokser. Han har erfaring fra adskillige 10-omganges kampe mod habile modstandere, og han er kun blevet stoppet én gang. Han bokser tilsyneladende lidt mere passiv kontraboksning end Mengs to hidtidige modstandere, og det burde passe Mengs hurtige hænder og gode rækkevidde fint.

Det kunne ligne en kamp, hvor Meng får mulighed for at slå sig til lidt selvtillid, forhåbentligvis som den første kamp i en aktiv vinter, hvor han komme op i nærheden af omdrejnger, han var på i starten af sin karriere.
Chancefordeling: 90-10

Poulsen vs. Marchetti
Siden 2019 har 31-årige Enock Mwandila Poulsen (13-0) bokset to kampe. Siden EM-sejren i april 2022 har han bokset mindre end halvandet minut. Det er en udvikling, der har været frustrerende, både for ham selv ifølge interviews, og for boksefans at følge.

Kampen lørdag i Royal Arena flytter ikke meget på det. Mirko Marchetti (8-5) er i skrivende stund nr. 638 i weltervægt på BoxRec. Poulsen er i skrivende stund nr. 60 i letweltervægt. Men mon ikke glæden ved overhovedet at komme i ringen kan være motivation nok for Poulsen.

Italieneren er vant til at bokse weltervægt og endda letmellemvægt, hvor Poulsen jo mest har gjort sig i letwelter. Han er kun blevet stoppet én gang. Og i 2019 slog han endda Mengs modstander, Mirko Di Carlantonio, i en kamp over fire omgange. Men Marchetti har tabt de sidste tre, og senest blev han knockout’et.

Han bokser solidt bag dobbeltparader, men han virker ikke specielt hurtig. Han er højrefodsbokser, hvilket ikke ligner nogen perfekt forberedelse til den EM-kamp mod Adam Azim, der kan ligge foran – udover at det godt kan blive nogen omganges arbejde for Poulsen.
Chancefordeling: 85-15

Ramon vs. Tvaliashvili
Victor Ramon (2-0) skal tilbage efter mere end tre års boksepause. I 2019 og 2020 nåede han knap at komme i gang med profkarrieren, før det stoppede af forskellige grunde. Han møder en georgier, Luka Tvaliashvili (1-1), der ikke bør kunne spolere et comeback.

Tvaliashvili vandt sin profdebut på diskvalifikation mod en anden debutant hjemme i Georgien. Nogen måneder senere blev han stoppet af en debutant i Frankrig. Han kan sin elementære boksning, og han har ligesom Ramon også kæmpet kickboxing. Men med mindre at Ramon helt har mistet timingen under pausen, så bør det blive en klar dansk sejr, måske før tid.
Chancefordeling: 90-10

Hansen vs. Krstin
For seks år siden vandt Mathias Hansen (1-0) sølv i sværvægt ved U17 EM. Den løfterige præstation er ikke siden for alvor blevet fulgt op. I 2019 boksede han på et Danish Fight Night stævne, hvad der skulle have været en slags eksamen, der skulle gå forud for en profkarriere, men han tabte, og i de flestes øjne klart.

Efter flere års kamppause tabte han sidste år klart til Gustav Thorsen ved DM. Alligevel har han nu fået chancen som professionel, og så skal det vise sig, om mere stabil aktivitet i træning og kamp kan bringe ham tilbage på et niveau, hvor han kan indfri løfterne fra ungdomstiden. Det gik ikke helt overbevisende ved profdebut’en for nogen måneder siden, men det er ifølge en pressemeddelelse blevet til god træning, og nu får han en ny chance for at bevise talentet.

Modstanderen Dusan Krstin (8-15) er ganske rutineret, og han har undervejs i karrieren mødt flere gode navne. De bedste kampe har han dog leveret som cruiservægter. Han er nu blevet en del tungere, og det er han tilsyneladende ikke blevet bedre af. Han har tabt sine sidste seks kampe, de fire før tid. Det var dog ikke nogen stor skam, da han senest blev stoppet af Angelo Morejon i dennes profdebut, for Morejon var en cubansk amatørstjerne.

Hansen skal dog ganske enkelt vinde den her klart. Formår han ikke det, vil det være svært at få øje på fremtidsperspektiverne.
Chancefordeling: 90-10

Boudigaard vs. Gigolashvili
Thorbjørn Boudigaard (0-1) fik ikke nogen god start på profkarrieren, da han i maj efter en hæderlig 1. omgang blev udbokset i de næste tre omgange af Hamza Hussein. Mod geogiske Archil Gigolashvil (4-16) får han en umådelig stor chance for at udligne rekordlisten.

Gigolashvili er blevet slået ud tidligt i alle sine nederlag, og det lægger faktisk noget pres på Boudigaard, for det vil reelt være en fiasko, hvis han ikke vinder på knockout. Det pres bør danskeren fornuftigtvis lade være med at tænke på, og koncentrere sig om, at bokse sin egen boksning. Så skal åbningen nok komme til hurtig afslutning på aftenens første profkamp.
Chancefordeling: 95-05

Kommentarer