THE PREVIEW: Vi skal vænne os til mindre pro-am stævner

Fem professionelle kampe, sammen med fem amatørkampe. Ingen stor titelkampe, men til gengæld lokale trækplastre i en lokal hal. Den længste kamp over 8 omgange. Det er en model, vi nok kommer til at se mere til i den kommende tid.

Kem Ljungquist’s sjællandske Rng-Sde Promotions og jyske TK Promotion har planer om tilsammen 10 årlige stævner, og de bliver ikke alle store stævner med hovednavnene Ljungquist og Jacob Bank i kampe om bælter og ranglisteplaceringer.

De mindre stævner har ikke blot deres berettigelse lokalt, som lørdagens TK-stævne i XL Byg Arena i Ryomgård og Rng-Sde’s decemberstævne i Korsørhallen. De er også nødvendige for opbygningen af nye professionelle navne, der i starten af karrieren har brug for mere end 2-3 årlige kampe.

Både dette stævne og Korsørstævnet er baseret på den lokale opbakning, der ligger i et samarbejde med en lokal amatørklub. Her Hornslet BK der har fem af deres amatørboksere i ringen før profkampene.

Det er kendetegnende for begge stævner, at klubbernes nyproffer skal være bærende for den lokale interesse. 4 af de 5 danske boksere i Ryomgård har bokset 2 profkampe eller mindre. Og her kommer den ældre og mere erfarne Mikkel Nielsen ind i billedet i stævnets sportsligt mest interessante kamp.

Nielsen vs. Mendoza
34-årige Mikkel ”Pjatrøv” Nielsen (11-2) har siden profdebut’en i 2016 gerne taget hårde kampe, flere gange på udebane i udlandet. En sejr i Sverige over Simon Henriksson er blandt hans mest bemærkelsesværdige resultater. Og først og fremmest har han ofte været god for underholdende kampe, hvor han har slidt sejren hjem.

Hans velkendte fighteregenskaber kan han i høj grad for brug for mod nicaraguaneren Greyvin Mendoza (7-9-3). Mendoza’s cifre ser måske ikke så prangende ud, men i et meget aktivt år har han igen og igen været en hård nød at knække for lokale håb, især på de britiske øer, og han har flere gange leveret små overraskelser.

Kun en enkelt gang er 28-årige den smarte, hurtige og kampivrige Mendoza blevet stoppet. Det var efter en dyb træffer, og det dybe arbejde kan blive ganske nødvendigt for Nielsen, hvis han skal slide en sejr hjem i en kamp sat til 8 omgange, hvor Nielsen faktisk ikke umiddelbart kan ses som favorit.
Chancefordeling: 50-50

Gribsholt vs. Cervantes
Mikkel Gribsholt (2-0) har startet profkarrieren med et par fine KO-sejre. Det vil være en ganske flot præstation, hvis han også kan vinde sin tredje profkamp før tid.

Ganske vist er den rutinerede colombianer Jeison Cervantes (12-31-3) blev stoppet 15 gange, men det har ofte været mod stærke modstandere, som senest den da regerende Europamester Alessio Lorusso. Gribsholt vil nok gøre klogt i at få gang i afstandsboksningen mod den ret aggressive Cervantes, der ofte skifter fodstilling. På BoxRec står han som højrefodsbokser.
Chancefordeling: 70-30

Hoveling vs. Aristide
Victor Hoveling (1-0) profdebuterede i juni med en overbevisende KO-sejr mod en ellers ganske solid debutmodstander. Desværre kostede KO-slaget en brækket hånd, og han har ikke været i kamp siden.

Engelske Charles Aristide (0-6) bør dig ikke være nogen voldsom trussel i denne kamp, hvor Hoveling skal i ringen for første gang siden skaden. Aristide er blevet stoppet i 3 af de 6 profkampe, der er registreret på BoxRec.

Aristide har fået en del af sin bokseopdragelse på den ulicenserede britiske scene, og bedømt på videoer virker han ikke voldsomt velskolet. En ny sejr før tid er ikke en urealistisk forventning til hårdtslående Hoveling.
Chancefordeling: 90-10

El Ahmad vs. Gigolashvili
Rng-Sde Promotions Ahmad El Ahmad (1-0) har efter et afbud fra Jeppe Møller fået en tjans som gæstebokser i Ryomgård. Og han har fået en modstander i ganske samme kategori som i profdebut’en i Næstved for få uger siden. Og udfaldet kan meget vel blive det samme.

Gennemrutinerede Khvicha Gigolashvili (19-64-1), Georgien, går som El Ahmads debutmodstander oftest tiden ud på udebane. Det har han også gjort mod større navne som Sofiane Takoucht og Alessio Loruso. Så pilen peger i retning af en pointsejr til teknisk dygtige Al Ahmad.
Chancefordeling: 85-15

Rørstrøm vs. Coker
Efter en lang amatørkarriere får Hornslet BK’s Steffen Rørstrøm sin professionelle debut. Og opgaven ser ikke krævende ud mod engelske Daniel Coker (0-2), der er blevet stoppet i 1. omgang af begge sine profkampe.

34-årige Coker har dog også en del erfaring fra britisk white-collar boxing og ulicenseret bokser. De kampe derfra, der ligger på YouTube, får dog ikke Coker til at ligne en alvorlig trussel mod en velskolet bokser som Rørstrøm.
Chancefordeling: 95-05

Foto: TK Promotion
Kommentarer