The Undercard – uge 51-2

Nyheder fra hele verden uge 51, 52, 1 og 2.

I Riyadh, Saudi-Arabien, forsvarede kirgisiske Dmitry Bivol (nu 22-0) sin WBA VM-titel i letsværvægt mod den undertippede englænder Lyndon Arthur (nu 23-2). Bivol havde Arthur i gulvet i 11. omgang på vejen mod en tårnhøj sejr på 120-107 hos alle tre sidedommere, Jean-Robert Laine, Ignacio Robles og Steve Weisfeld. Kampen blev stort set kun et spørgsmål, om Arthur ville holde tiden ud. Her er highlights:

I Tokyo mødtes WBC/WBO-mester Naoya Inoue (nu 26-0) fra Japan og WBA/IBF-mester Marlon Tapales (nu 37-4) fra Philipinnerne i unification i superbantamvægt. Det slap Inoue klart bedst fra, da han knockoutede Tapales efter 1:02 af 10. omgang. Tapales var en tur i gulvet i 4. omgang, og da Inoue rystede ham med en kombination i 10. omgang, var det begyndelsen på enden, og en højre sluttede ballet. Her er highlights:

Nytårsaften i Tokyo forsvarede japanske Kazuta Ioka (nu 31-2-1) fsin WBA VM-titel i superfluevægt ved at knockout’e Josber Perez (nu 20-4) fra Venezuela efter 2:44 af 7. omgang. Perez kæmpede med i de første omgange. I 5. omgang måtte en slidt Perez dog ned to gange. Han klarede sig igennem 6. omgang, men en højre lukkede ballet i 7. omgang. Det var Ioka’s 23. VM-sejr i 26 VM-kampe siden 2011. Her er kampen med japansk kommentator:

Russisk-canadiske Artur Beterbiev (nu 20-0) forsvarede i Quebec City, Canada, sine WBC/IBF/WBO VM-titler i letsværvægt mod engelske Callum Smith (nu 29-2), der blev stoppet efter 2:00 af 7. omgang.

Beterbiev satte pres på fra starten og dominerede, selv om to af sidedommerne valgte at give Smith to af de første seks omgange. Smith blev slidt ned, og da han i 7. omgang havde måttet sætte sig to gange, sprang træner Buddy McGirt ind i ringen og opgav for ham. Her er highlights:

På samme stævne i Quebec City forsvarede autralieren Jason Moloney (nu 27-2) WBOs VM-bælte i bantamvægt med en majority decision efter en meget hård kamp mod Saul Sanchez (nu 20-3) fra USA.

Kampen bølgede frem og tilbage, og Moloney måtte også kæmpe med en skade over højre øje, men han reddede kampen mod slutningen. To sidedommere, Richard Blouin og Richard DeCarufel, havde Moloney til at vinde med 116-112, mens Jean Gauthier havde 114-114. Her er highlights:

Diverse nyt
Det saudiarabiske dollareventyr for boksning kan blive løsningen på den kamp mellem Artur Beterbiev og Dmitry Bivol, som boksefans længe har ønsket, men som promotorerne ikke har kunnet blive enige om. Bivol har skrevet under på en kamp i Riyadh, så nu hænger den på Beterbiev. På grund af Ramadanen og sommervarmen bliver det nok først i sensommeren.

Den uendelige farce om WBAs ”almindelige” VM-titel sværvægt fortsætter. Nu ser det ud til, at Mahmoud Charr, der fik titlen tilbage efter trusler om en retssag, skal forsvare titlen mod bulgarske Kubrat Pulev i Bulgarien i marts. Der har dog tidligere været tale om større kampe til Pulev, hjemme i Bulgarien uden at de er blevet til noget. 42-årige Pulev er i skrivende stund ikke rangeret hos WBA.

Abdul Wahid, tidligere kendt som Gervonta Davis, er nu ”rigtig” WBA-verdensmester i letvægt, efter at Devin Haney er rykket op i letweltervægt. Wahid har hidtil blot været ”almindelig” verdensmester.

Tyske AGON Sports har vundet purseofferet på en kamp om den ledige IBF VM-titel i letmellemvægt, men tyske Jack Culcay og russisk-amerikanske Bakhram Murtazaliev. Tyskerne har nævnt 6. april, men da kan Murtazaliev som stærkt troende muslim ikke bokse på grund af ramadanen. Murtazaliev har været mandatory udfordrer siden 2019, men den tidligere mester Jermell Charlo ville ikke møde ham, og IBF ville ikke tvinge Charlo.

Ryan Garcia har droppet planer om at udfordre WBC-verdensmesteren i letweltervægt, Devin Haney. Han satser nu i stedet på at møde Rolly Romero. Samtidig er der igen ballade mellem Garcia og hans promoter Oscar de la Hoya.  Garcia har tilsyneladende knyttet sig til Floyd Mayweather Jr.

Katie Taylor har opgivet sine WBO og IBF VM-titler i letvægt. Hun vil i stedet forsvare de WBA/WBC/IBF/WBO VM-titler i letweltervægt, som hun vandt i rematchen mod Chantelle Cameron. Taylor har tidligere været WBA/WBC/IBF/WBO-mester i letvægt.

Kommende kampe
Den ukrainske veteran Vasyl Lomachenko (17-3) og australieren George Kambosos (21-2) skal mødes om den ledige IBF VM-titel i letvægt. Kampen er planlagt til den 12. maj i Perth, Australien.

Armensk-franske Arsen Goulamirian (27-0) skal i marts forsvare sin WBA VM-titel i cruiservægt mod mexicaneren Gilberto Ramirez (45-1). Sted og præcis dato er endnu ikke offentliggjort. Goulamirian har kun bokset én gang siden 2019, nemlig da han forsvarede titlen i november 2022.

Australske Jai Opetaia (24-0) og lettiske Mairis Briedis (28-2) skal mødes på Usyk-Fury stævnet i Riyadh den 17. februar. IBF VM-titlen i cruiservægt vil være på spil. Den blev ellers taget fra Opetaia, da han valgte at møde en anden end Briedis i december. Her er en åben pressetræning med Opetaia:

På samme stævne i Riyadh skal den walisiske IBF-verdensmester i superfjervægt,Joe Cordina (17-0) forsvare sit bælte nod nordirske Anthony Cacace (21-1). Her er et interview med Cordina, inden kampen blev offentliggjort:

WBO-verdensmesteren letweltervægt, Teofimo Lopez (19-1) fra USA, skal forsvare titlen den 8. februar i Las Vegas, mod landsmanden Jamaine Ortiz (17-1-1). Her er en trailer til kampen:

Alexandro Santiago (28-3-5) fra Mexico skal den 24. februar i Tokyo forsvare sin WBC VM-titel i bantamvægt mod japanske Junto Natakani (26-0). Japaneren har allerede været WBO-verdensmester i fluevægt og superfluevægt.

De kommende to uger
Lørdag i Liverpool skal engelske Natasha Jonas (14-2-1) forsvare sin IBF VM-titel i weltervægt mod Mikaela Mayer (19-1) fra USA. Mayer er rykket op i vægt efter tidligere at have bokset i superfjervægt og letvægt. Her en head-to-head optaktsudsendelse:

Den følgende tirsdag i Osaka, Japan, skal azerbadjansk-ukrainske Artem Dalakian (22-0) forsvare WBAs VM-bælte i fluevægt mod japaneren Seigo Akui (18-2-1). På samme stævne skal japanske Kenshiro Teraji (22-1 forsvare WBA og WBC VM-titlerne i letfluevægt mod den tidligere WBA-mester Carlos Canizales (26-1-1) fra Venezuela.

Kommentarer