Thorslund møder brasilianer i Kolding

Dina Thorslund (23-0) får brasiliansk modstander, når hun efter et personligt turbulent men kampmæssigt inaktivt 2025 vender tilbage til ringen den 31. januar i Kolding. Kampen bokses i fjervægt over 10 omgange,

Lila Furtado (11-3) fra Sao Paulo boksede senest på det store MVP stævne i Madison Square Garden, som Thorslund måtte melde afbud til. Her tabte hun en temmelig omdiskuteret pointsafgørelse til somalisk-engelske Ramla Ali. Hendes to andre nederlag har også været mod store engelske navne, Raven Chapman og Karriss Artingstall, i tætte kampe med tvivlsomme afgørelser.

Den 34-årige brasilianer har hentet alle sine 11 sejre hjemme i Brasilien, de fleste mod lokal modstand. Hun har vundet to af sejrene før tid. Har har vundet og forsvaret det brasilianske mesterskab i superbantamvægt flere gange, og vundet WBC Latino mesterskabet, og hun vandt en såkaldt VM-titel i det ubetydelige forbund UBO, ved at slå venezuelanske Bestalia Sanchez. Hun er hos WBC rangeret som nr. 19 i fjervægt. Hos BoxRec er hun nr. 35.

Thorslund måtte i 2025 afgive sine WBC og WBO VM-bælter i bantamvægt, på grund af en graviditet, der blev ufrivilligt afbrudt. Hun er i skrivende stund ikke vendt tilbage på verdensranglisterne hos de store forbund.

Kommentarer