Tom Bogs, ét af dansk boksehistories mest populære navne, er død, 79 år gammel. Det meddeler hans familie.
Bogs er den ene af kun to boksere i Idrættens Hall of Fame i Danmark, og ét de første medlemmer af Dansk Professionel Boksning Hall of Fame. Han var i en årrække én af Danmarks ubetinget mest kendte danske sportsfolk.
Bogs blev født på Christianshavn den 21. november 1944, som søn af atletikmanden Poul Bogs Larsen. Han begyndte sin boksemæssige løbebane i Bokseklubben Thor, men som 15-årige skiftede han til CIK, som blev hans base i udviklingen til et stort navn.
Han vandt danske mesterskaber både som junior og senior, og han vandt bronze ved de nordiske mesterskaber. I 1964 blev han udtaget til OL, hvor en øjenskade i kvartfinalen kostede ham en mulig medalje.
Allerede inden OL var han i forhandlinger om en profkontrakt, selv om det ikke måtte være offentligt på grund af datiden strenge amatørregler. Promotorerne Jørgen Johansen og Mogens Palle kæmpede om ham, og det endte med at være Palle, der vandt kapløbet fik underskriften på papir.
En travl karriere
Bogs var populær, og han boksede mange kampe på få år. Han var 42-0, da han i 1968 fik en EM-kamp i letsværvægt mod tyske Lothar Stengel. Foran et stort publikum i Idrætsparken vandt Bogs allerede i 1. omgang, og hans navn kom på lystavlen med store bogstaver.
Bogs bevægede sig både i mellemvægt til letsværvægt, og havde supermellemvægt eksisteret dengang, havde vægtklassen været perfekt til Bogs. Nu klemte han sig igen ned i mellemvægt, hvor han vandt Europamesterskabet mod Carlo Duran i 1969.
Selv om Bogs skuffede en smule med en uafgjort mod amerikanske Don Fullmer, var han placeret som nr. 1 hos både WBA og WBC, og altså på vej mod en VM-kamp, da promoter Mogens Palle i 1970 tog en chance og lod ham møde amerikanske Emile Griffith. Det blev dog en for stor mundfuld, hvor Bogs tabte klart.
De næste par år bød på både sejre og nederlag. Han besejrede den respekterede englænder Chris Finnegan i en EM-kamp, men mistede bæltet, da han blev dømt som taber mod Carlo Duran i Rom. Han revancherede sig mod Don Fullmer, og det samme gjorde han mod brasilianeren Juarez de Lima, der først havde slået ham.
Et nederlag til engelske Bunny Sterling var også bare et bump til vejen til den største opgave i karrieren: En VM-kamp mod selveste Carlos Monzon i Idrætparken. Her måtte Bogs dog strække våben mod den argentinske overmagt.
Igen Europamester
Året efter blev Bogs igen Europamester, ved at slå italieneren Fabio Bettini. Men resten af karrieren foregik i letsværvægt. Bogs mødte en række velkendte navne, og han fik blandt andet en meriterende sejr mod amerikanske Mike Quarry.
I 1974 fik Bogs en ny EM-kamp, mod den britiske stjerne John Conteh. Selv om en overraskelse et kort øjeblik lurede, da Conteh røg i gulvet for en højre i 1. omgang, så var det en kamp op ad bakke for Bogs, der blev stoppet af en øjenskade.
Også Pierre Fourie i Sydafrika var for stærk, og det var på det tidspunkt tydeligt, at silken var slidt hos Bogs. Et hårdt nederlag til amerikanske Tom Bethea, på Bogs 30-års fødselsdag i 1974, blev slutningen.
Bogs havde offentligt sagt, at han ville stoppe, når han blev 30. Det kom til at holde stik, da Bogs få dage efter meddelte, at det var slut. Et tilbud om at tage til USA, og agere journeyman mod en række amerikanske navne, kunne ikke lokke. Karrieren var forbi, med en rekordliste på 77-8-1 (1 NC).
Farvel til stjernelivet
Stjerneårene havde givet masser af rampelys, og også muligheden for at leve det søde liv. Det førte til en skilsmisse, der blev forsidestof i sladderbladene, og et kortere nyt ægteskab.
Den første periode som eksbokser blev heller ikke helt nem. Gyldne løfter og rygklap fra de gode tider holdt ikke, da rampelyset var væk. Bogs var uddannet murer, men det blev ikke fremtiden. Og en tilværelse som fængselsbetjent varede ikke længe.
Bogs’ tredje ægteskab i 1982 og en tilværelse som renovationsmedarbejder viste sig at være en god base, som Tom Bogs i al stilfærdighed stillede sig glad og tilfreds med gennem mange år, med familieliv og havearbejde som jordnære interesser.
I 2009 gik han på pension, og i de seneste år blev han ramt af demens, så han levede sin sidste tid på plejehjem. Han efterlader sig fem børn fra sine tre ægteskaber.
To biografier er udkommet om Tom Bogs. “Med lykken som sekundant” udkom i 1968, under hans aktive karriere. Og i 2005 skrev Jørn Mader det glimrende portræt “Mesterbokseren”.
