Jacob Bank (19-0) skal møde den ubesejrede polak Pawel August (18-0) på undercardet til Joshua vs. Prenga i Jeddah i Saudi-Arabien den 25. juli. Det meddeler Ring Magazine. Kampen bokses på catchweight, 170 pounds, over 8 omgange.
“Det her er den slags aftener, man drømmer om som professionel bokser. At få muligheden på en scene med så stor international opmærksomhed betyder utrolig meget for mig. Jeg har arbejdet hele mit liv for at komme hertil, og nu handler det om at gribe chancen. Jeg respekterer Pawel August, men jeg kommer til Jeddah for at vise, at jeg er klar til de største navne i divisionen,” siger Jacob Bank i en pressemeddelelse fra Primetime Boxing.
31-årige August er bosat i England, og han vandt sin seneste kamp lidt overraskende over tyske Simon Zachenhuber, men han har ellers ikke mødt de helt store navne. August er rangeret som nr. 7 i supermellemvægt hos IBF, hvor Bank er nr. 13.
Simon Zachenhuber (29-1) er nr. 7 hos WBO, hvor Bank er nr. 2, og Zachenhuber skal på samme stævne i Jeddah udfordre WBO-verdensmesteren Hamzah Sheeraz (23-0-1). Der har været tale om, at Bank ville blive mandatory udfordrer hos WBO, men han må altså vente lidt endnu på VM-chancen.

