Zaren og Primetime trækker sig fra EBU purseoffer

I dag kl. 12 på EBUs kontor i Rom var frist på purseoffer på en EM-rematch mellem Oliver Zaren og spanske Jose Luis Navarro. Men Zaren og hans promoter, Primetime Boxing, har valgt at trække sig fra kampen for at forfølge større mål.

“Vi har den største respekt for EBU og for José Luis Navarro Jr., men nogle muligheder opstår kun én gang i en karriere. Når de gør, er man nødt til at gribe dem. Derfor har vi i dag meddelt EBU, at Oliver ikke kommer til at bokse om EBU-titlen igen,” skriver Primetime Boxing på Facebook.

Primetime Boxing melder, at der er forhandlinger i gang om en større kamp.

“Vi ved, at mange havde håbet på en ny kamp mod Navarro – og det havde vi sådan set også. Men det, der ligger foran Oliver nu, er større end noget, vi havde turdet drømme om for ganske kort tid siden. Vi beder fans og medier om lidt tålmodighed. Vi glæder os enormt meget til snart at kunne fortælle hele historien,” melder promoter Kasper Holgersen.

I skrivende stund er Zaren rangeret som nr. 5 hos IBF, hvor cubanske Osleys Iglesias er verdensmester.

Kommentarer