EBU: Poulsen vs. Petitjean rematch den 4. februar

EBU har igen sat dato på Enock Mwandila Poulsen titelforsvar og rematch mod Franck Petitjean (billedet). Og det er den dato og det sted, der tidligere har været fremme: Den 4. februar i Palais de Sports i Creteil ved Paris. Der er endnu ingen officiel bekræftelse fra hverken den franske promoter, Y12 Boxing, eller fra Poulsen-lejren.

Hvis kampen bliver gennemført, skal vinderen møde franske Massi Tachour. Han skulle egentlig have mødt Poulsen om den titel, der blev ledig, da spanske Sandor Martin opgav den, men Tachour blev da skadet. Poulsen vandt titlen med en kneben pointsejr over Petitjean i april, efter en kamp hvor en viljestærk dansk indsats desværre blev skæmmet af kampleder Giuseppe Quartarone, der ved flere lejligheder ikke overholdt reglerne. Det protesterede franskmændene over, og de fik medhold af EBU, der dog ikke tog titlen fra Poulsen, men dekreterede den rematch, som franske Y12 Boxing vandt i purseoffer.

Officials er blevet ændret på enkelt plads, siden de først blev udpeget til en planlagt dato i december. Kampleder skal  stadig være engelske Victor Loughlin, der var sidedommer ved Sarah Mahfouds kamp mod Amanda Serrano. Sidedommere bliver italienske Marco Marzuoli og Hugues Hellebaut fra Belgien, mens Guido Cavalleri er erstattet af spanske Jon Llona Fernandez. Supervisor skal stadig være Jack Smidli fra Schweiz.

Kommentarer