Emil Kot (3-0) skal op mod Andrej Sanjura (1-4) fra Moldova ved stævnet i Storebæltshallen i Korsør den 9. december, i en kamp sat til 6 omgange.
“Trods Andrej Sanjuras negative rekordliste skal man ikke tage fejl af hans bokseegenskaber. Sanjura er en habil bokser som vil læne sig op af sin tekniske kunnen for at prøve at smide en kæp i hjulet på Korsørs Emil Kot,” skriver Rng-Sde Promotion i en pressemeddelelse.
Bedømt ud fra rekordlisten har Rng-Sde Promotion måske en pointe. 27-årige Sanjura er ikke blevet stoppet i nogen af sine fire nederlag, og senest tabte han en majority decision på udebane i Spaniel mod Eric Carbonell (1-0). En enkelt video fra Sanjura’s ene profsejr viser da også en rimelig solidt boksende Sanjura.
I skrivende stund er Sanjura nr. 952 i mellemvægt på Boxrec, hvor Kot er nr. 232 i supermellemvægt.