Ali Hussein (8-2-1) har lavet aftale med den tidligere profbokser Evans Ashira om træning. Den boksemæssige træning skal foregå i Ashira’s gys Waterfront i Hellerup.
Ashira startede sin profkarriere for promoter Anders Vester i 1998, og han nåede også at bokse på både Team Palle og Sauerland-stævner, og enkelte kampe i USA og England. Han boksede WBA VM-kamp mod Maselino Masoe i mellemvægt i 2004, og WBO VM-kamp mod Joe Calzaghe i supermellemvægt i 2006. Han sluttede sin aktive karriere på et Robert Larsen-stævne i Frederikssund i 2008.
“Evans Ashira skal opgradere Ali Husseins taktiske facetter og samtidig bibeholde hans tekniske styrker. Planen for Ali Hussein er titelkamp i Ribe den 15. april, og så VM-kamp i juli, så fra 1. februar er der fuld fokus på for Ali Hussein,” fortæller Robert Larsen, der står bag Ali Husseins profkarriere.
På stævnet i Ribe Fritidscenter den 15. april skal Ali Hussein ifølge BoxRec bokse om en Intercontinental titel i mellemvægt i forbundet GBC, der er tilknyttet det alternative tyske forbund GBA. Hvis det lykkes at få en efterfølgende VM-kamp på plads, vil det derfor antageligt også være i regi af GBC.