The Undercard – uge 1-2

Nyheder fra hele verden i uge 1 og 2.

Efter corona-afbud  fra englænderen Callum Johnson forsvarde amerikanske Joe Smith Jr. (nu 28-3) i stedet WBO VM-titlen i letsværvægt mod landsmanden Steve Geffrard (nu 18-3), der til lejligheden fik en plads som nr. 15 på WBOs nye rangliste.Geffrard blev af kampleder Mark Nelson stoppet siddende på knæ efter 0:37 af 9. omgang.

Geffrards karriere har været lidt speciel. Efter nederlag i hans første to profkampe blev han dumpet af Golden Boy Promotions og manager Shelly Finkel, men siden var han ubesejret. Han har dog ikke fysikken til for alvor at true Smith, og han blev gradvis brudt ned. Her er highlights og interview med Smith:

Diverse nyt
Kontroverserne om Tyson Fury’s mandatory titelforsvar mod interim mesteren Dillian Whyte fortsætter. Der var sat deadline for purseoffer den 11. januar, men det er udskudt til tidligst den anden 18. januar. WBC har lagt sig fast på et pursesplit på 80/20, noget der ikke er belæg for i WBCs egne regler, der normalt siger 55/45 ved mester vs. interim mester, med mulighed for i særtilfælde at justere til højst 70/30. Whyte har appelleret.

Fury-lejren taler nu om et frivilligt forsvar i marts, hvis ikke Whyte-kampen falder på plads hurtigt. Andy Ruiz og Robert Helenius har været nævnt som mulige modstandere.

I 2021 vandt finske Robert Helenius (igen) over polsk-amerikaneren Adam Kownacki, og medier skrev, at nu var han WBA mandatory udfordrer til vinderen af rematchen mellem Usyk og Joshua. Allerede den første Helenius vs. Kownacki kamp var en WBA final eliminator.

Men hov, nu melder promoter Frank Warren, at hans sværvægter Daniel Dubois som nr. 1 på ranglisten er officielle udfordrer til WBAs “almindelige” mester Trevor Bryan. WBA Gold mesteren Helenius er nu kun nr. 3, efter Dubois og Michael Hunter. Dubois tabte i 2020 til Joe Joyce. Hunter boksede i december uafgjort med gatekeeperen Jerry Forrest.

Så Helenius er altså udfordrer til Super mesteren, Oleksandr Usyk, men ikke til Bryan. Og iøvrigt er Helenius lejren tilsyneladende mere opsatte på en kamp mod Tyson Fury, ikke mod vinderen af Usyk vs. Joshua 2.

Og når vi er ved WBAs uransaglige veje, så havde Don King vundet purseofferet med Trevor Bryans forsvar mod Mahmoud Charr, der var champion in recess, med et urealistisk bud på godt 1 mio dollars. Men King vandt et spil, hvor han ikke sendte kontrakten til Charr, fordi Charr ikke havde arbejdsvisum, men det visum kunne Charr ikke få, fordi han ikke havde kontrakten. WBA har nu koblet Charr helt af, og Bryan forsvarer i stedet frivilligt titlen den 29. januar i Warren, Ohio.

Michael Hunter, Luis Ortiz, Jpseph Parker. De har alle takket nej til en IBF final eiiminator i sværvægt mod kroaten Filip Hrgovic. Nu har franske Tony Yoka sagt ja til buddet, og det kan føre til én af de mere interessante sværvægtskampe i et stykke tid. De to kender hinanden fra amatørdagene, for de mødtes i semifinalen ved OL i 2016, hvor den senere guldvinder Yoka vandt. Her er et interview fra december, hvor Hrgovic beklager ting over, at hans promotorer, Matchroom og Sauerland, ikke vil betale nok for at for ordentlige modstandere.

WBO-mesteren i weltervægt Terence Crawford har sagsøgt sin tidligere promoter Bob Arum (Top Rank) med et krav om et millionbeløb. Crawford hævder i sagsanlægget, at Arum på grund af racisme bevidst undlod at gøre Crawford til en pay-per-view-stjerne.

Crawford er nu free agent, men har i stedet for Top Rank hængt sin hat på Premier Boxing Champions (Al Haymon). Her får han dog ikke meget støtte i hans påstand om pay-per-view status. En talsmand for PBC siger, at en storkamp mellem Crawford og Errol Spence har svært ved at blive realiseret, fordi Crawfords økonomiske krav er urealistiske, netop fordi han ikke er ppv-stjerne.

Der har været talt om cruiservægteren Ilunga Makabu som Saul “Canelo” Alvarez’ næste modstander i maj, og WBC var hurtigt ude med en velsignelse af den kamp. Nu går rygterne på, at Canelo i stedet for at rykke op i cruiservægt, rykker ned i mellemvægt. Her kan modstanderen til Canelo’s traditionelle “cinco de mayo” (5. maj) kamp blive WBC-mester Jermall Charlo. Canelo er WBA/WBC/IBF/WBO-mester i supermellemvægt.

For ikke så mange år siden levede tysk profboksning højt på lukrative tv-aftaler. Sådan er det ikke mere, og den eneste tilbageværende klassiske tv-aftale er mellem SES Boxing (Ulf Steinforth) og MDR (en ARD regionalstation). Der blev rumlet om, at den aftale ville stoppe efter 2021, men seneste melding er, at den fortsætter i 2022.

Kommende kampe
Den 5. februar i Glendale, Arizona, er det to VM-titler i superfluevægt på spil. Mexicanske Carlos Cuadras (39-4-1) og Wikaksil Wangek (50-5-1, aka Srikaset Sor Rungvisai) fra Thailand mødes om den ledige WBC-titel, og philippineren Jerwin Ancajas (33-1-2) forsvarer IBF-bæltet mod Fernando Martinez (13-0) fra Argentina. Her er lidt glimt fra Cuadras’ forberedelser:

WBA og WBC Franchise titlerne i samme vægtklasse er på højkant den 5. marts i San Diego, Calif. Her forsvarer Juan Estrada (42-3) sit bælte mod Roman “Chocolatito” Gonzalez (50-3) fra Nicaragua, i hvad der bliver deres tredje kamp. De har vundet én hver af deres to første opgør. Her er en uofficiel optakt:

Englænderen Leigh Wood (25-2) skal den 12. marts i Nottingham forsvare WBAs VM-titel i fjervægt mod nordirske Michael Conlan (16-0), der er Interim mester. Her er et interview med Wood, inden kampen blev officiel:

Også i fjervægt skal den spanske veteran Kiko Martinez (43-10-2) i Leeds, England forsvare sin IBF VM-titel mod lokalhelten Josh Warrington (30-1-1), der er tidligere mester. Her er et interview med promoter Eddie Hearn om denne og andre af de første DAZN kampe i 2022:

Rematchen mellem Jermell Charlo (34-1-1) fra USA og Brian Castano (17-0-2) fra Argentina er på plads til den 26. februar, sandsynligvis i Los Angeles. De to boksede uafgjort i juli 2021, og Charlos WBA Super/WBC/IBF/WBO titler i letmellemvægt vil igen være på spil. Her er et kort glimt fra Charlo’s træning:

Lawrence Okolie (17-0) fra England skal den 27. februar forsvare WBOs VM-titel i cruiservægt mod Michal Cieslak (21.1) fra Polen. Her er et interview med Okolie, hvor han også taler om Mairis Briedis pinlige stunt, hvor Briedis kalder YouTuberen Jake Paul ud:

Alt tyder på, at en aftale er ved at være på plads om en unification i weltervægt mellem WBC/IBF-mester Errol Spence (27-0) og WBA Super mester Yordenis Ugas. Kampen bokses formentlig i april.

De kommende to uger
Lørdag i Atlantic City, NJ, forsvarer Gary Russell (31-1) WBCs VM-bælte i fjervægt. Han møder Mark Magsayo (23-0) fra Philippinerne. Her er et online interview med Russell:

Den følgende tirsdag går thailandske Panya Pradrabsri (37-1) i ringen for at forsvare WBC verdensmesterskabet i minimumvægt mod landsmanden Chayaphon Moonsri (55-1, aka Wanheng Menayothin).

Og lørdagen efter arrangerer Don King dobbelt VM-stævne i Warren, Ohio. Ilunga Makabu (28-2) fra DR Congo forsvarer WBCs VM-titel i cruiservægt mod Thabiso Mchunu (23-5) fra Sydafrika, men Trevor Bryan (21-0) fra USA forsvarer WBAs “almindelige” VM-titel i sværvægt mod den ukendte landsmand Jonathan Guidry (17-0-2), der i skrivende stund blot er nr. 255 på BoxRec – men via Don King’s magi er nr. 13 hos WBA, foran Joseph Parker og Tony Yoka.

Philippinerne Rene Cuarto (19-2-1) og Pedro Taduran (14-3-1) mødes i Dignos City i en kamp om Cuartos IBF VM-bælte i minimumvægt. Cuarto tog bæltet fra Taduran for knap et år siden.

Kommentarer