Frank Madsen møder garvet rumæner i Nuuk

Når Frank Madsen (7-7) lørdag i Nuuk træder ind i ringen til den første professionelle boksekamp i Grønland nogensinde, vil der stå en rumænsk bokser i det modsatte ringhjørne.

Octavian Gratii (8-47-3) er som cifrene viser en rutineret herre, og han er kun stoppet 3 gange i sine 47 nederlag. Den 32-årige rumæner er i skrivende stund nr. 657 på BoxRec i weltervægt, hvor Madsen er nr. 626 i letmellemvægt.

Den 32-årige rumæner har blandt andet tabt til Freddy Kiwitt, Declan Geraghty og Lewis Crocker, men han har også vundet på TKO over Kakha Avetisiani, der i Danmark slog Andreas Evensen og siden tabte til Rashid Kassem, Enock Mwandila Poulsen, Jamshid Nazari og såmænd Frank Madsen.

Frank Madsen mærker det ansvar, det er at præsentere professionel boksning i Grønland, hvor han kommer fra.

”Jeg føler en smule pres, fordi jeg er nødt til at præstere, og jeg må vinde og vise kvalitetsboksning. Hvis jeg bokser en dårlig kamp, så hviler det på mig, for jeg vil gerne vise et godt eksempel. Jeg må træne hårdt og gøre det godt og rigtigt, så jeg kan være et godt eksempel for unge mennesker,” siger Frank Madsen til Ringtv.com.

Kommentarer