Sidste år vandt franske Y12 Boxing purseofferet på EBU EM-rematchen mellem Enock Mwandila Poulsen og franske Franck Petitjean. Y12 var denne gang udelukket fra purseofferet efter talrige udsættelser af kampen.
Alligevel var der franske vindere af det nye purseoffer. Ifølge EBU blev det EuroProm, der vandt retten til at arrangere kampen. Det vil de angiveligt gøre den 10. juni i Paris.
EBU fortæller, at EuroProm bød 35.500 Euro (knap 265.000 danske kroner). Bettina Palle bød kun 14.222 Euro (ca. 106.000 kroner).
EuroProm er et næsten 30 år gammelt promoterselskab, stiftet af Gérard Teysseron. De var i sidste uge involveret i EM-kampen i weltervægt mellem Jordi Weiss og Jon Miguez, der blev streamet pay-per-view på Punchtime.tv.