Cruiservægteren Hamza Hussein (3-0) får ved Danish Fight Night den 7. oktober en modstander, der før har drillet en dansker. Georgiske Irakli Alanidze (5-2) vandt i april 2022 over Jeppe Møller Christensen i Holstebro efter en kamp, hvor Alanidze viste sig som ganske smart kontrabokser, der kunne spoile når det var nødvendigt.
28-årige Alanidze er i skrivende stund nr. 421 på BoxRec, hvor Hamza Hussein er nr. 395. Georgierens to nederlag har været et KO-nederlag hjemme i Georgien og et pointnederlag på udebane mod franske Stephane Bado.
”Jeg har set hans kamp mod Jeppe Møller Christensen på video. Han ligner en, der er fysisk stærk, og han ser også ud til at være teknisk dygtig. Det bliver ikke en nem kamp – det er helt sikkert. Derfor forbereder jeg mig så godt som muligt. Jeg skal passe på mig selv, og jeg undervurderer aldrig en modstander. Jeg skal nærstudere ham, så vi kan finde ud af, hvad vi kan fange ham på.
Det gælder om at læse ham i første omgang og se, hvilke åbninger der er, og så må jeg tage den derfra og stille og roligt finde hans svagheder og begynde at prikke i dem,” siger Hamza Hussein i en pressemeddelelse.
Hussein vandt senest i maj klart over danske Thorbjørn Boudigaard.