Idrissi holder boksepause

Efter nederlaget i en IBF Youth titelkamp ved Herlev Fight Night i oktober har Elias Idrissi besluttet for nærværende at stoppe den aktive karriere som bokser. Han fortæller på Instagram, at det har trukket op i et stykke tid.

”Min beslutning om at holde pause som aktiv bokser er ikke taget på grund af nederlaget! Det er kroppen og livet uden for ringen, der har gjort det klart, at det er det rette tidspunkt. Jeg har kæmpet med skader i lang tid – både gamle og nye – næsten hver eneste træning. Min træning har derfor aldrig været helt optimal, men sammen med mine trænere og behandlere har vi gjort alt, hvad vi kunne, ud fra de vilkår, vi havde.

Over en længere periode har jeg haft følelsen af, at tiden nærmede sig til at trække mig tilbage som aktiv bokser. Jeg havde talt med mit team og gjort op med mig selv, at jeg ville tage de kampe, der skulle til for at kæmpe om denne titel – for det var min drøm,” skriver Elias Idrissi på Instagram.

Han slipper dog ikke boksningen. Nu vil han bare være aktiv udenfor rngen.

”Jeg vil stadig være en del af boksemiljøet! Jeg er stolt af den rejse, jeg har haft – alle sejrene, nederlagene, læringen og de mennesker, jeg har mødt undervejs. Jeg har udviklet mig som atlet, men endnu mere som menneske. Tak til alle jer, der har troet på mig, støttet mig og givet mig styrken til at følge min drøm. Det er ikke et farvel,” skriver han.

Kommentarer