Elias Idrissi, Danmark (nu 2-0) skulle testes mod en tidligere Payman Akbari modstander, hårdføre Jakup Laskowski (nu 4-28-1) fra Polen.
Laskowski boksede lidt akavet og med vilde sving, og Idrissi skulle indstille boksningen mod den rutinerede polak. Idrissi viste dog sin gode timing og bevægelighed, og han fik sat sine points, mens han holdt styr på Laskowski.
Polakken busede også på i 3. omgang, og han fik enkelte træffere ind, men Idrissi var for smart og valgte sine træffere med omhu. I 4. omgang satte Idrissi mere bund i træfferne, og Laskowski prøvede at holde sig ud af problemerne, og han holdt også omgangen ud uden de helt store problemer.
Efter de 4 omgange havde alle tre sidedommere, Per K. Hansen, Lars Jepsen og Freddy Rafn, 40-36 til Idrissi.