Jesper D. Jensen åbner for mulig licens til Patrick Nielsen

Patrick Nielsens meget omtalte tilknytning til rockerklubben Satudarah bliver ikke nødvendigvis en hindring for, at han kan få sin professionelle bokselicens tilbage til et muligt comeback. Det skriver Ekstra Bladet.

“Jeg har også læst, at Patrick påtænker at gøre comeback. Vi afventer en ansøgning, og så kigger vi på sagen derfra. Satudarah er ikke en ulovlig klub. Derfor bliver det svært ikke at udstede en bokselicens, hvis Patrick overholder alle andre regler,” siger DPBFs formand, Jesper D. Jensen, til Ekstra Bladet.

Det var dog ikke helt samme toner, der lød i forbindelse med historien om, at Patrick Nielsen var blevet knyttet til rockerklubben Satudarah. Men der er løbet vand i åen siden da.

“Jeg vil ikke bande, men jeg tager kraftigt afstand fra hans valg. Det er hans valg. Men han har så valgt, at hans fremtid ikke er professionel boksning i Danmark i hvert fald. Han har ikke haft licens i et år. Når han ikke har licens, kan han selvfølgelig ikke bokse. Det næste spørgsmål er så, ‘hvad så, hvis han søger licens’, jamen, så vil vi bruge paragraf 5, hvor der står, at bringer man boksningen i miskredit – og det har han jo gjort – så er der ingen licens,” sagde forbundets formand, Jesper D.  Jensen dengang til BT.

Kommentarer