Kim Poulsen (30-6) skal snart bestille flybillet til Dublin, Irland. For den 1. april skal han i National Stadium møde den irske stjerne Jason Quigley (19-2). Traditionsrige National Stadium er angiveligt den eneste arena i verden, der blev bygget specielt til amatørboksning. Arenaen blev indviet i 1939, og den har plads til 2.000 tilskuere.
31-årige Quigley skal tilbage efter et nederlag i sin sidste kamp. Men det var ikke hvilken-som-helst kamp, for det var en WBO VM-kamp i mellemvægt mod Demetrius Andrade. I 2021 vandt Andrade på TKO i 2. omgang. Quigley har bokset en del kampe i USA, hvor han blandt andet har slået Shane Mosley Junior, Freddy Hernandez, Glen Tapia og James de la Rosa. Kampen mod Poulsen bliver faktisk første gang som prof, at han bokser hjemme i Irland.
Som amatør nåede Quigley at være nr. 1 på AIBAs Europa- og verdensranglister, og han vandt guld i mellemvægt ved EM i 2013 og sølv ved VM samme år. Men han valgte at blive professionel, i stedet for at stille op ved OL i 2016.
36-årige Poulsen tabte også sin seneste kamp, men det var på knap så højt niveau, da han i Wien blev stoppet af undertippede Ferenc Katona. Poulsen var inden da vendt tilbage med to sejre efter knap fire års pause.
“Jeg glæder mig til en hård udfordring igen, nok en af mine sidste udebaneture. Det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Jeg glæder mig til at rejse derover med mit team og håbe på en overraskelse.
I ringhjørnet vil min storebror Michael Poulsen styre tøjlerne, da han har er helt andet mentalt greb på mig og kan sætte mig op, som ingen anden kan. Det får jeg brug for. Jeg er stolt over, at vi også får en oplevelse af denne kaliber,” skriver Poulsen på Facebook.