Medie: MVP-interesse for Thorslund vs. Mahfoud

Dina Thorslund skrev for ikke så længe siden kontrakt med Jake Pauls amerikanske promoterselskab MVP, og hun skal nu bokse unification mod Shurretta Metcalf i Madison Square Garden i juni.

Men det udelukker tilsyneladende ikke en fremtidig dansk kamp mod Sarah Mahfoud, skriver Se & Hør. MVP-promoter Nakisa Bidarian er interesseret i kampen.

“Jeg troede, at det kun blev endnu mere urealistisk af det her, men jeg blev faktisk spurgt af Nakisa, om jeg selv kunne forestille mig det, for han kendte godt Sarah. Det kunne da være sjovt. Det er ellers bestemt ikke i planerne hos MVP, at der skal ske noget i Danmark,” fortæller Dina Thorslund til Se & Hør.

Thorslund vurderer, at kampen kunne have tilstrækkeligt stor interesse i Danmark til at blive bokset på dansk grund, men det bliver næppe lige foreløbigt.

Sarah Mahfoud så også temaet som uddebatteret, men hun vi se positivt på muligheden, hvis der kommer realiteter bag.

“Jeg er da interesseret, så lad os se, om de kommer med noget. Lige nu har jeg en knæskade, men jeg regner med at være klar igen på den anden side af sommerferien,” siger Mahfoud til Se & Hør.

MVP kender Sarah Mahfoud fra hendes kamp mod MVP-stjernen Amanda Serrano i 2022.

Kommentarer