Mikkel Nielsen blev fredag dømt som klar taber i sin WBF-titelkamp. Selv om de 3 x 116-111 ikke så helt unfair ud set udefra, så mener Nielsen stadig, at han havde gjort nok til at vinde.
“Jeg føler stadig, at jeg vandt den kamp, men sådan er det på udebane med tre belgiske dommere. Jeg synes, at jeg havde flere træffere, men det er fint nok. Jeg vandt i hvert fald publikum,” siger Mikkel Nielsen i en pressemeddelelse.
Under alle omstændigheder ser han kampen som en god erfaring.
“Jeg synes egentligt, at jeg gjorde det godt. Jeg er bare stolt over, at jeg klarede tolv runder uden den store forberedelse. Jeg fik ikke bæltet, men jeg fik en personlig sejr med hjem i kufferten. Jeg har kun haft et par dage til at arbejde specifikt på den her kamp og alligevel går jeg 12 runder. Det har givet mig læring, mod på mere, og en vished om, at jeg ikke behøver at være i form for at gå 12 runder. Havde jeg haft mere forberedelsestid havde det måske givet et andet udfald,” siger Mikkel Nielsen, der gerne vil have en rematch mod Meriton Karaxha på dansk grund.
“Hvis jeg er bedre forberedt, så kan jeg også tæve ham i midterrunderne, men jeg tror lige, at jeg skal have en uges pause, inden jeg ser på hvad der så skal ske,” siger han.