For anden gang på et par uger var en dansk bokser i titelkamp i Belgien. For anden gang blev det til et indiskutabelt pointnederlag, da Mikkel Nielsen (nu 8-2) forgæves forsøgte at tage WBFs VM-bælte fra albansk-belgiske Meriton Karaxha (nu 26-5-2).
Mikkel Nielsen startede roligt i en ret lige 1. omgang, hvor begge boksere prøvede at finde hullerne og distancen. Nielsen prøvede ikke at sætte pres på fra starten, og Karaxha fik ro til at bokse sin boksning, selv om danskeren også fik træffere ind. Da de to boksere tilsyneladende hændeligt stødte hovederne sammen, var kamplederen hurtig til at give Nielsen en henstilling.
Mod slutningen af 3. omgang fik Nielsen sat en smule pres på, men slagene blev ikke rigtig slået med overbevisning, og samlet var det Karaxha, der fik lov til at prikke pointene hjem, og også sætte trættende dybe træffere ind. Da de to boksere havde passeret midten af kampen, var det Karaxha der havde fat i Mikkel Nielsen. Hvis man havde håbet, at Nielsen efterhånden ville skrue op tempoet, blev man skuffet, for han virkede mere og mere presset.
Karaxha’s dybe venstre hooks bekom ikke Nielsen vel, og i 8. omgang fik Nielsen af en rigeligt ivrig kampleder et pointsfradrag for at stange. Nielsen var rimeligt med i starten af 9. omgang, men igen kunne Karaxha sætte et gear ekstra til mod slutningen af omgangen. Det tjente Nielsen til ære, at han ikke gav op, heller ikke da han virkede presset mod slutningen af 10. omgang.
11. omgang blev en smule rodet, og begge boksere virkede trætte, men igen var det Karaxha, der landede det iøjnefaldende arbejde, og en frustreret Mikkel Nielsen var i uvejr mod slutningen af omgangen. Mikkel Nielsen gav det et sidste forsøg i 12. omgang, og et kort øjeblik virkede Karaxha pludselig presset. Men det var for lidt, for sent.
Cifrene var 3 x 116-111, og det var der ikke så meget at indvende mod.