Jeppe Morell sparrer i disse dage i Rom, mod den rutinerede Giovanni Di Carolis, som forberedelse til IBF Baltic titelkampen mod Dayron Lester. Det er en oplevelse, han lærer meget af.
“Jeg sparrede 10 omgange mandag og 10 omgange tirsdag med Giovanni De Carolis. Det er gået over al forventning. Jeg er meget, meget tilfreds. Jeg har fået stor ros – både af min egen træner Thomas Povlsen, men også af de italienske trænere hernede.
Jeg lærer en hel masse af at sparre med De Carolis. Han er en utrolig dygtig bokser, som kan presse mig meget mere end i den sparring, jeg har derhjemme, så det er virkelig en god træningslejr. Det går virkelig godt lige nu. Jeg har sparret med forskellige folk i min karriere, men det her er uden tvivl den stærkeste mand, jeg har sparret med nogensinde,” siger Jeppe Morell i en pressemeddelelse.
Giovanni Di Carolis forbereder sig selv på kamp, mod den armensk-tyske veteran Khoren Gevor i Rom ugen efter Morells kamp. Og italieneren, der har været WBA “almindelig” verdensmester, tiltrækker opmærksomhed.
“Når vi sparrer her i den lokale klub midt i Rom, så er der rigtig mange, der kigger på. De Carolis er et kæmpenavn her i Rom, og han kan ikke gå rundt ude på gaden, uden at folk vil have billeder af ham. Der er fuldstændig pakket i træningslokalet med mennesker, som vil have billeder med os bagefter. De er meget imponerede af, hvad de ser i ringen. Det er en kæmpe oplevelse, og det er den fedeste sparring, som jeg nogensinde har haft,” siger Jeppe Morell, der i næste uge vender hjem til Danmark for at sparre med ukraineren Max Bursak.