I en lidt kryptisk pressemeddelelse melder den Internationale Olympiske Komité (IOC), at boksning bliver en del af programmet ved OL i Tokyo, med otte vægtklasser for mænd og fem vægtklasser for kvinder.
Det er imidlertid stadig ikke endelig besluttet, om amatørernes verdensforbund, AIBA, kan blive involveret i turneringen. Men indtil videre har IOC valgt at suspendere AIBA som OL-samarbejdspartner, på grund af de mange problemer med ledelse og økonomi, og mangel på fremgang på de områder, hvor IOC har set alvorlige problemer hos AIBA.
IOC har indtil videre nedsat et udvalg, ledet af formanden for det internationale gymnastikforbund, Morinari Watanaba fra Japan, der skal definere vægtklasserne og planlægge en kvalifikation. IOC vil selv fastsætte kalenderen for kvalifikation til OL. Denne kvalifikation skal finde sted mellem januar og maj 2020.
IOC vil tage en formel beslutning om AIBA og boksning ved OL i 2020 ved en kongres i Lausanne, Schweiz, den 24. til den 26. juni. En endelig status på anderkendelse af AIBA vil dog først blive truffet efter OL i 2020.
“Dagens afgørelse blev truffet i boksernes interesse og for boksesporten. Vi ønsker at sikre, at sportsfolkene kan leve deres drøm ud, og deltage ved OL i Tokyo i 2020, samtidig med at vi drager de nødvendige konsekvenser for AIBA efter anbefalingerne fra undersøgelseskomitéen. Samtidig tilbyder vi en vej tilbage til at ophæve suspenderingen, men der skal mere og fundamental forandring til,” siger IOC-præsident Thomas Bach i pressemeddelelsen.
Dr. Wu’s rolle ?
En interessant krølle på historien om konflikten mellem IOC og AIBA er, at den tidligere præsident for AIBA, Dr. Wu Ching-kuo, stadig er medlem af IOC, og tilsyneladende har støtte fra centrale personer hos IOC.
Dr. Wu blev væltet som præsident for AIBA, da han havde bragt forbundet i dybt økonomisk uføre, og han blev anklaget for bedrageri. Men han er altså stadig med i IOCs indercirkel, og konflikten mellem IOC og AIBA eskalerede, da dr. Wu blev erstattet med uzbekeren Gafur Rahkimov – som amerikanske myndigheder anklagede for at have forbindelse med organiseret kriminalitet.
Det efterlader en grim mistanke om, at konflikten IOC og AIBA i høj grad handler om indre magtkampe og personspørgmål, mere end det handler om at bekæmpe korruption og dårlig ledelse. Det forhold har internationale medier interesseret sig forbløffende lidt for.
På fotoet fra 2016 modtager Dr. Wu Ching-Kuo en hæderspris for arbejdet for IOC, fra IOC-præsident Thomas Bach.