Oliver Zaren (17-0) skal indstille sig på en ny modstander i sin IBF Intercontinental titelkamp ved Herlev Fight Night den 4. oktober. Ghanesiske Delali Miledzi er ude på grund af visumproblemer, og Zaren skal i stedet møde kroaten Ante Bilic (31-2).
41-årige Bilic er bosat i Hamburg, og han har solide meritter i bagagen. Tilbage i 2004 vandt han WBC Youth titlen i letmellemvægt, en titel han forsvarede 4 gange. Han forsøgte forgæves at blive IBF og WBO Intercontinental mester, men han tabte en tæt kamp til tjekken Lukas Konecny. Kort efter led han sit andet nederlag, til russeren Sergey Sorokin.
I 2012 vandt Bilic WBO European titlen i en kamp mod Rafael Bejaran, som for et par år siden mødte Jacob Bank. Inden da havde Bilic besejret den stærke serber Geard Ajetovic. Efter sejren over Bejaran lagde Bilic kamphandskerne på hylden, men han gjorde efter små 13 års pause comeback i 2025, og han har i år vundet 4 kampe, alle før tid, og den ene om det kroatiske mesterskab i supermellemvægt.
Kroaten har vundet 17 af sine 31 sejre før tid. Han er i skrivende præcis nr. 100 i supermellemvægt på BoxRec, hvor Zaren er nr. 37.

