Danish Boxing Promotion er navnet på et nyt website, der endnu ikke har fået konkret indhold.
Men selskabsnavnet leder til lidt oplysninger om selskabet. Det er stiftet af Lars Kristensen og Michael Ørholst, to kendte profiler fra DaBU og dansk amatørboksning i en årrække. Lars Kristensen har blandt andet været én af drivkræfterne bag kraftcentret i Vejle. Og Ørholst har været træner og sekundant for landsholdsboksere.
Det professionelle forbund DPBF bekræfter, at det nye promoterselskab har søgt licens hos DPBF.
På DaBUs Facebook side lægger forbundet afstand til det nye initiativ, og understreger, at loven om forretningshemmeligheder og tavspligt har indflydelse på, hvad man må tage med sig videre fra en tidligere ansættelse.
“DaBUs bestyrelse tager på det kraftigste afstand for enhver ageren, der måtte kunne henføres til udnyttelse af ansættelsesforhold under DaBU, herunder personlig/økonomisk vinding og misbrug af stilling.
Det skal understreges, at ingen af de ansvarlige i “Danish Boxing Promotion” på nogen måde – hverken nu eller fremover – har indflydelse på, eller mandat til at træffe beslutninger, på vegne af DaBU. DaBUs Bestyrelse har en klar forventning om, at man – som både nuværende og tidligere ansat i DaBU – følger gældende lovgivning,” skriver DaBU på Facebook.